Redningsaktion: Forvirret spækhugger kan have kuk i navigationssystemet
Fredag aften blev en spækhugger spottet i Limfjorden ved Hals, hvor flere ivrige naturfotografer valfartede til for at få et glimt af den sjældne gæst.
Spækhuggeren er fortsat i Limfjorden mellem Hals og Mou. Nu skal en redningsaktion hjælpe den på dybere vand.
I tre dage har Limfjorden i området mellem Hals og Mou haft en helt særlig gæst.
En spækhugger er svømmet ind den nordjyske fjord. Og selvom den drilske spækhugger lørdag legede gemmeleg med mange nordjyder, der forgæves forsøgte at få et glimt af det fascinerende havdyr, så tyder det på, at der er noget galt.
Spækhuggeren ligger nemlig på lavt vand, og det skal der gøres noget ved.
Mange grunde
Lørdag fortalte Ivar Høst fra Naturstyrelsen, at der kunne være flere årsager bag spækhuggerens usædvanlige adfærd. En af grundene kunne være, at spækhuggeren var syg, og at den derfor søgte lavt vand. En anden mulighed var, at en sildestime kunne have lokket den nysgerrige spækhugger ind i fjorden. Og så var der det med at finde vej.
- Det kan også være, at der er gået kuk i dens navigationssystem. Den reagerer på lydbølger, og det kan være svært på lavt vand, siger Ivar Høst, der er vildtkonsulent ved Naturstyrelsen.
Voksne spækhuggere kan blive op til ni meter lange og veje op til ni tons. Ifølge Naturstyrelsen er det mest hensigtsmæssigt at lade naturen gå sin gang. Alligevel har eksperter nu besluttet, at der skal igangsættes et frigørelsesforsøg af det store dyr.
- Vi har en chance for at give den et lille puf. Der er ikke langt ud til dybt vand. Så det handler om at dreje den en smule, men det handler om at motivere den til selv at bevæge sig, fortæller vildtkonsulenten.
Ivar Høst skal sammen med cirka 10 personer forsøge at skubbe spækhuggeren i en redningsaktion søndag eftermiddag. Derudover vil der være en dyrlæge til stede for at vurdere dens tilstand. Men om hjælpen er nok til, at spækhuggeren bliver motiveret til at bevæge sig, er uvist.
- Der er ingen garanti for, at redningsaktionen lykkes, siger Ivar Høst.