Rekord: Julehjælpen får 303.000 kroner

Hjælpeforeningen Gestus Nord slår rekord. De har samlet 303.000 kroner ind til de nordjyske børnefamilier, der ikke har råd til julegaver.

Det er ikke alle børn i Danmark, der vælter sig i gaver juleaften. Faktisk er der flere familier, der ikke har råd til julegaver.

Det ser dog lovende ud for en del af disse familier i Nordjylland i år. Torsdag aften samlede Gestus Nord nemlig penge ind til de nordjyske børnefamilier, som har mindst og mangler mest.

Hele 303.000 kroner fik hjælpeforening samlet ind og dermed slår de rekord. Pengene skal gå til uddeling af årets julehjælp i Nordjylland.

Det er erhvervslivet i Aalborg, der står for foreningen, og det er også netop dem, der tilsammen har doneret alle disse penge.

- Folkene bag GESTUS NORD fortjener verdens største ros. Jeg er blot ansigt på SÅ mange arbejdstimer fra de frivillige bag, skriver aftens vært, Jacob Risgaard på Facebook.

Arrangementet blev holdt i Musikkens Hus, hvor den blandt andet stod på auktion. Auktionarius var den kendte nordjyske iværksætter Jacob Risgaard. 

Rekordoverskuddet i Gestus Nord blev samme aften fejret med fyrværkeri. 

Blandt de Aalborg-virksomheder som har støtte indsamlingen er Coolshop, Green Click Media, Aalborg Storcenter, Cego, Bodyman, Mortens Kro, Jysk Pension og mange flere.


Seneste nyt

fra Nordjylland