Restauranter slipper ikke for at tjekke coronapas: - Vi er ikke kommet af med nogle restriktioner
Flere steder er reglerne for at skulle vise coronapas ved indgangen blevet lempet i den seneste genåbningsaftale, men restauranter og caféer skal fortsat kontrollere alle gæster.
Den genåbningsaftale, som alle Folketingets partier på nær Nye Borgerlige blev enige om natten til tirsdag, betyder, at man fra 21. maj ikke længere behøver at vise coronapas ved indgangen til biblioteket eller til foreningsidræt, selvom man stadig skal have et gyldigt coronapas for at komme ind.
Restauranter og caféer slipper ikke for at skulle tjekke, om gæsterne har et gyldigt coronapas.
- Det havde vi jo helst været fri for. Nu har vi gjort det i et stykke tid, og gæsterne kommer med den dokumentation, de skal, så det havde været rart, hvis vi kunne gå over til en "kørekorts-ordning", fordi det er enormt ressourcekrævende at skulle kontrollere coronapas, siger Mikele Volpi, der er næstformand i foreningen Danmarks Restauranter og Caféer.
Coronapas udfases løbende
Justitsminister Nick Hækkerup (S) forventer, at coronapasset vil være udfaset efter sommerferien. Ifølge aftalen skal coronapasset udfases, når alle over 16 år er tilbudt vaccination. Det vil ifølge vaccinationskalenderen ske i slutningen af august.
Mikele Volpi havde gerne set, at restauranterne og caféerne var blevet en del af samme ordning som biblioteker og foreningsidrætten, så der kun skulle have været udført stikprøvekontrol af coronapas.
- Jeg synes, at vores branche hele tiden har udvist ansvarlighed i forhold til at overholde kvadratmeter- og afstandskrav, krav om afspritning og rengøring og lukketider. Vi er egentlig ikke kommet af med nogle restriktioner, så det kunne have været rart, hvis vi var blevet tilgodeset denne gang, siger Mikele Volpi.