Resultaterne skuffer: TL Byg opsiger direktør

En af Nordjyllands største entreprenørvirksomheder TL BYG skal nu have ny administrerende direktør. Virksomheden skriver i en pressemeddelelse, at det skyldes, at virksomhedens udvikling ikke har været tilfredsstillende.

Bestyrelsen og ejerkredsen i TL Byg har derfor valgt at opsige samarbejdet med den administrerende direktør, Peter Boltau, til udgangen af juni 2021.

 - Det er en enig bestyrelse og ejerkreds i TL BYG, der har valgt at opsige samarbejdet med administrerende direktør, Peter Boltau. Flere af de aftalte mål er desværre ikke blevet indfriet, og TL Bygs udvikling har overordnet set ikke været tilfredsstillende, forklarer bestyrelsesformand, Mikael Vest, i pressemeddelelsen fra TL Byg.

Årets nordjyske leder i 2019

TL Byg har hovedsæde i Aalborg og 51-årige Peter Boltau har stået i spidsen for den nordjyske entreprenørvirksomhed siden 1. juni 2018, og i 2019 vandt han Den Nordjyske Ledelsespris, som Nordjyllands bedste leder, hvor han blandt andet blev anerkendt for at skabe et godt arbejdsmiljø og udvikle medarbejderne samt opnåelse af positive resultater.

TL Byg leverede sidste år et resultat for 2020 på en million kroner mod 13,3 millioner kroner året før. Regnskabet for 2020 viste en samlet egenkapital på 22,7 millioner kroner, hvilket på trods af virksomhedens positive resultat, var et fald i forhold til sidste års regnskab, hvor egenkapitalen lå på 32,4 millioner kroner.

Skuffende resultater

Regnskabet for 2020 er afsluttet 30. juni, og regnskabet for 2021 er endnu ikke offentliggjort, men selvom byggesektoren har oplevet generel fremgang de seneste par år, så er resultaterne ifølge TL Byg skuffende hos dem.

- Vi har i TL Byg haft en mere flad udvikling. Det er der mange årsager til, men nu ønsker vi at indlede en ny fokuseret fase for TL Byg med en ny topchef ombord. Vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at TL Byg fortsat rummer et stort potentiale, og at vi har et godt afsæt qua vores gode håndværk, mangeårige kunderelationer samt unikke kompetencer inden for bæredygtighed og digitalisering, siger Mikael Vest i pressemeddelelsen fra TL Byg.

Bestyrelsen har nu indledt søgningen efter en ny administrerende direktør til virksomheden og håber at kunne tiltrække en erfaren topchef, der eventuelt sidder som nummer to i en større entreprenørvirksomhed i dag.

TL Bygs stiftere og hovedaktionærer, Flemming Larsen og Georg Thinggaard, indtræder nu i direktionen og skal sammen med det øvrige ledelsesteam, der består af entreprisechef Morten Buus, servicechef Søren Jepsen, salgs- og kalkulationschef Rasmus Aamand Pedersen, fabrikschef i TL Vinduer & Døre Chris Olesen samt regnskabschef Henrik Melgaard, varetage ledelsesopgaverne i den kommende periode.


Seneste nyt

fra Nordjylland