Retssag: 67-årig mand bestilte live børneporno i Filippinerne
Foto: Niels Meredin
En 67-årig nordjysk mand står tirsdag tiltalt for at have bestilt og medvirket til tilblivelsen af børneporno fra Filippinerne.
Tirsdag begynder en sag om blandt andet børneporno ved Retten i Aalborg, hvor en 67-årig mand fra Nordjylland er tiltalt for flere gange at have bestilt og betalt for sexshows med børn i Filipperne.
Sagen begyndte i 2017, da politiet konfiskerede mandens computer, men de gentagne bestillinger af sexshows foregik ifølge anklageskriftet i perioden juni til oktober 2013.
Her kontaktede den 67-årige mand fire gange en voksen person i Filippinerne og købte sig til live forestillinger med vedkommendes 12-årige datter, hvor den 67-årige instruerede showets gang og chattede med pigen undervejs.
På grund af sin aktive rolle i tilrettelæggelsen af de shows, han bestilte, er den 67-årige mand ikke bare tiltalt for besiddelse af børneporno, men også for forsøg på medvirken til samleje og andet seksuelt forhold med et barn under 15 år og forsøg på medvirken til, at en person under 18 år deltager i en forestilling med pornografisk optræden.
Ifølge anklageskriftet forsøgte den 67-årige i samme periode at købe sig til flere shows med andre børn i alderen ni til 15 år. Men disse shows blev dog aldrig gennemført. En enkelt gang kunne manden ikke overføre pengene via computer, mens kontaktpersonerne i Filipperne flere gange nægtede at sætte de scenarier op, manden bad om.
Al kommunikation med Filippinerne og alle live shows foregik på den 67-årige mands egen computer på hans bopæl.
Desuden er manden tiltalt for at have både børnepornografiske billeder og video liggende på sin computer.
Manden nægter sig skyldig i anklagerne.