Rikke Nielsen siger sit job op: – Nu er jeg på idealismens landevej
Foto: Kresten Mosbæk Gravesem
Den tidligere håndboldspiller Rikke Nielsen afslører i dag tirsdag, at hun siger sit job op for at fokusere fuldt ud på organisationen LykkeLiga.
”Jeg gør det sgu! LykkeLiga for fuld fart! Fornuftig eller ej… Jeg gør det sgu alligevel”.
Sådan skriver den tidligere håndboldspiller Rikke Nielsen tirsdag eftermiddag på sin facebookprofil. Efter at hun for nyligt grundlagde organisationen LykkeLiga, der er et håndboldfællesskab for børn med udviklingshandicaps og deres familier, har hun nu valgt at gå all in.
Tirsdag afslører hun, at hun har opsagt sit job i DGI og JHF for at have mere tid til arbejdet i organisationen.
- Det er enormt angstprovokerende at sige sit faste job op, men samtidig er det også virkelig spændende. Jeg kan virkelig mærke i maven, at jeg har taget det rigtige valg, siger Rikke Nielsen til TV2 Nord.
Selvom der ikke længere er nogen fast månedlig indkomst sikret, skræmmer det ikke den tidligere håndboldspiller fra at tage et spring, som hun længe har ville.
- Jeg er heldigvis gift med en meget stabil mand, og han er helt okay med det. Det er det her, som jeg brænder for, og jeg kan virkelig gøre meget for den her målgruppe. Og så er opbakningen fra folk også bare enormt overvældende, siger hun.
Allerede nu er der mange ambitioner for det kommende arbejde med LykkeLiga. Ud over at skabe positive oplevelser for børnene og deres familier, vil organisationen arrangere Danmarks største sportsfest for udviklingshandicappede børn, og så vil de lave undervisningsmateriale om udviklingshandicaps til brug i skolerne.
Ifølge Rikke Nielsen mangler der nu bare økonomisk opbakning.
- Der venter et stort arbejde i at finde fonde og sponsorer, der vil støtte os. Det er sådan set det vigtigste at tage fat på nu, siger hun.
På sin facebookside skriver hun:
”Måske finder vi noget økonomi… måske ikke. Det hele er lidt usikkert, men jeg ved, at jeg kan gøre en forskel for de børn, som står mit hjerte så nært - med en sport, der står mit hjerte så nært. Kryds fingre for mig og LykkeLiga. Nu må vi se, om vingerne kan bære”.