Risikerer gigant-bøde: Glemte bil og bolig på selvangivelsen
Foto: Niels Meredin
Mandag skal en 55-årig mand i retten. Han er anklaget for at have snydt statskassen for op imod 120.000 kroner.
Går det som Nordjyllands Politi ønsker, så venter der en 55-årig mand fra Nørresundby en bøde på intet mindre end 120.000 kroner, når han efter planen skal i retten i Aalborg mandag.
Her står den 55-årige tiltalt for at have haft en lidt for dårlig hukommelse, da tilbage i 2011, 2012 og 2013 skulle udfylde selvangivelsen. I hvert fald faldt SKAT over, at manden manglede at opgive, at han faktisk havde haft fri bil og fri bolig.
Værdien af den slags goder, som en arbejdsgiver stiller til rådighed, skal opgives på selvangivelsen, så man betaler skat af værdien.
Fri bil til beskatning
Både i 2011 og 2012 havde manden ifølge anklageskriftet haft fri bil til en beskatningsmæssig værdi af små 100.000 kroner, ligesom han havde haft fri bil til en værdi af omkring 140.000 kroner.
At de to ting ikke kom på selvangivelsen betød, at statskassen blev snydt for godt 73.000 kroner i skat.
Af anklageskriftet fremgår det, at manden i 2013 havde fri bil til rådighed til en skattemæssig værdi af cirka 100.000 kroner, og at statskassen gik glip af cirka 57.000 kroner i forbindelse med, at manden ikke skrev det på selvangivelsen.
Udover at betale skatten mener anklagemyndigheden som udgangspunkt, at hvis manden bliver dømt for skattesnyd som beskrevet, så skal det takseres til en bøde på 120.000 kroner. Det er uvist, hvordan manden forholder sig tiltalen.