Røvede Fakta med saks: Nu skal han mentalundersøges
Foto: Iben Yvonne Hedemann (Arkiv)
Onsdag var den 27-årige røver fra Svenstrup i grundlovsforhør ved retten, hvor han erkendte alt.
Den 27-årige mand, der tirsdag røvede en Fakta i Svenstrup ved at true en medarbejder med en saks, blev onsdag varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør ved retten i Aalborg.
Her erkendte den 27-årige, at det var ham, der stod bag, og udover varetægtsfængslingen i fire uger skal han også mentalundersøges på Psykiatrisk Klinik i Aalborg. Det fortæller anklager Bjørn Fogh.
- Han har indrømmet, at det var ham, og fortalt, at han bare havde en rigtig dårlig dag og besluttede sig for at røve butikken, siger Bjørn Fogh.
Den 27-årige mand, der ikke har nogen fast bopæl, var oppe at slås med en af medarbejderne i Fakta, hvorefter han greb en saks i forretningen.
Det lykkedes ham at røve cirka 4.300 kroner i butikken, hvorefter han flygtede fra butikken. En politipatrulje pågreb ham kort efter.