Røveri mod købmand: knivtruede sig til kassebeholdningen
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Daglig Brugsen i Gandrup blev fredag aften udsat for et røveri, hvor en yngre gerningsmand med kniv truede sig til et ukendt pengebeløb.
Fredag aften kort før klokken 20 blev Daglig Brugsen i Gandrup udsat for et røveri.
- Der kommer en mand ind i butikken, og han truer de ansatte med kniv. Han tager selv pengene fra kassen, og derefter truer han sig også adgang til et pengeskab, inden han flygter i ukendt retning med et ukendt pengebeløb, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Bruno Brix.
Foruden de to ansatte var der også en kunde i butikken, og de tre har forklaret til politiet, at gerningsmanden var en dansk mand, 20-30 år gammel, 180-190 centimeter høj, almindelig kropsbygning, lyst hår og med blå øjne. Han var iført en hættetrøje, sorte, løse bukser og et gråt halsrør. Ifølge vidnerne virkede gerningsmanden også til at være påvirket af narko.
Derudover er der set en rød bil køre fra gerningsstedet. Nordjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, og de kan kontaktes på 1-1-4.