Røveri mod Rema1000 på Danalien
Foto: Kim Haugaard/Scanpix
Ung mand truede sig til kontantbeløb i Rema1000 på Danalien i Aalborg kort før lukketid.
Præcis hvor mange penge det lykkedes en ung på cirka 20 år at stikke med sent torsdag aften, melder oplysningerne fra Nordjyllands Politi ikke noget om.
Men sikkert er det, at den unge gerningsmand klokken 22 torsdag aften gik ind i Rema1000-butikken på Danalien i Aalborg og truede ekspedienten til at udlevere kontanter. Herefter stak manden af, uden ekspedienten fik set, i hvilken retning han løb.
Ifølge Nordjyllands Politi er manden cirka 20 år gammel, 180 centimeter høj og almindelig af bygning. Han var iført mørk hættetrøje, mørke joggingbusker og havde et sort tørklæde med hvidt mønster for ansigtet.
Efter røveriet ledte patruljer forgæves efter den unge mand i området. Fredag morgen er han stadig ikke pågrebet, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Poul Badsberg.
Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 114.