Rutineret forsvarskrumptap forlænger med Aalborg Håndbold
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Aftalen gælder nu til sommeren 2024.
Aalborg Håndbold har nu papir på forsvarsgeneralen Henrik Møllgaard frem til sommeren 2024.
Det står klart, efter landsholdsspilleren mandag forlængede sin aftale med yderligere et år.
– Der skal ikke være tvivl om, at Henrik er en spiller og person der har stor betydning for Aalborg Håndbold. Både i kraft af hans evner på banen, men bestemt også via alt det han bringer uden for banen som kulturbærer i vores klub. Derfor var det oplagt for os at forlænge samarbejdet med yderligere et år, siger direktør i Aalborg Håndbold, Jan Larsen.
Henrik Møllgaard vendte i 2018 tilbage til Aalborg Håndbold efter tre år hos franske PSG. Siden da har han været med til at vinde tre mesterskaber og to pokaltitler. Derudover spillede han en nøglerolle, da Aalborg Håndbold nåede Champions League-finalen i 2021.
Øjner flere titler
Ifølge hovedpersonen selv lå det lige til højrebenet at forlænge opholdet i det nordjyske.
- Det var ikke svært at beslutte mig for at blive i det her fantastiske projekt. Jeg har hele tiden haft tanken, at jeg skulle slutte mit håndboldliv i Aalborg, og jeg er da glad for, at det ikke er helt slut endnu. Projektet her i Aalborg driver mig, og jeg vil gerne være med til at prøve at følge det til dørs. Den vanvittige udvikling, der har været de seneste år, er stadig spændende at være en del af, udtaler Henrik Møllgaard.
Selvom der har været stor udskiftning i den nordjyske spillertrup siden profilens tilbagekomst i 2018, og flere af holdets nuværende nøglespillere har meldt deres afgang, så tror Henrik Møllgaard fortsat, at holdet kan nå nye højder.
- Vi har vist, at selv med tabet af store profiler kan vi stadig lægge på. Både i forhold til at finde nye stjerner, men også at vi er på en hylde, hvor det ikke længere er en drøm at vinde de store titler, men faktisk er et mål, siger Henrik Møllgaard, der foreløbig er noteret for 325 kampe og 977 mål for Aalborg Håndbold i karrieren.