S-politiker ind i småkagesag: - Det er langt over stregen

Lene Krabbe Dahl, byrådsmedlem og næstformand i Den Offentlige Gruppe i 3F Aalborg, vil nu have undersøgt, om det er normal praksis i Aalborg Kommune at sagsbehandle ud fra billeder på Facebook.

Skal et billede af nogle hjemmebagte småkager offentliggjort på Facebook have konsekvenser for en borgers sagsbehandling?

Ikke hvis man spørger byrådsmedlem Lene Krabbe Dahl, som også er næstformand i Den Offentlige Gruppe i 3F Aalborg. Faktisk er Aalborg Kommune allerede gået langt over stregen med en sag, hvor en sygemeldt kvinde er blevet sat op i arbejdstid fra 12 til 16 timer om ugen, efter hendes sagsbehandler havde set billeder af noget julebag, kvinden havde lavet i en weekend.

- Vi har alle sammen ret til et privatliv uden for vores arbejde. Ville det have været det samme, hvis kvinden havde lavet en portion havregrød og lagt billedet på Facebook? Og hvorfor kigger sagsbehandleren overhovedet med på Facebook? Det bliver så småligt, og vi kan ikke være det bekendt, siger Lene Krabbe Dahl.

Derfor har hun nu taget sagen op med Aalborg Kommune og sendt en forespørgsmål om reglerne for sagsbehandling til Jesper Dalgaard, som er arbejdsmarkedschef i kommunen.

 

- Jeg vil gerne vide, om det er almen praksis, at sagsbehandlerne i Aalborg Kommune overvåger de sociale medier og bruger oplysninger derfra, når de skal vurdere folks sager, eller om det er enlig svale med den her sag. Jeg håber virkelig, det er det sidste, siger Lene Krabbe Dahl.

Hun regner med at få svar på sin forespørgsmål allerede mandag eller tirsdag.

- Så må vi se, om det er tilfredsstillende, hvad Jesper Dalgaard svarer, eller om vi skal have forvaltningen til at se på sagen. Det her handler om retten til et privatliv. Jeg gik ind i politik, fordi Aalborg skulle være den bedste kommune at bo, og det er den ikke, hvis vi behandler vores sygemeldte borgere på den her måde, lyder det fra Lene Krabbe Dahl.

 

 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland