Så er festen i gang i Aalborg

Karnevallet i Aalborg er startet i festlig stemning, og Nordjyllands Politi melder om en rolig start på karnevallet.

Det første optog, der udgik fra Nørresundby, har passeret Limfjordsbroen, og broen er fra kl. 12.00 igen åben for den almindelige færdsel.

De 3 optog mødes på Vesterbro og fortsætter ned mod Kildeparken, hvorfra festen vil fortsætte hele dagen. 

Kommandostationen på politigården i Aalborg, der overvåger situationen i Aalborg og har ansvaret for politifolkene i byen, oplyser at alt er roligt og fredeligt i byen, men selvfølgelig festligt.

- Meldingen fra vores patruljer er, at der er god stemning i hele byen. Det håber vi fortsætter hele dagen. Vi er massivt til stede i hele byen og følger alle optogene og festen, der foregår i Kildeparken, siger lederen af politiets indsats, vicepolitiinspektør Poul Severinsen.

Over 60.000 mennesker ventes at deltage i paraden gennem Aalborgs gader.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland