Så gik den ikke længere: Nu stiger varmeprisen i Aalborg

Aalborg Forsyning varsler nu en prisstigning på fjernvarmen fra 1. december 2022.

Aalborgs tusindvis af indbyggere har indtil nu været forskånet for store prisstigninger på varmen.

Fra 1. december og frem kan det dog blive nødvendigt at afsætte ekstra penge til, når varmeregningen skal betales. Prisen på varme stiger nemlig fra 0,456 kroner per kilowatt-time til 0,547. Det fortæller Aalborg Forsyning.

- Det er en rigtig ærgerlig situation, for vi ved, at mange forbrugere er trængte lige nu, hvor der er prisstigninger på stort set alt. Derfor har vi gjort alt for at holde varmeprisen i ro, men Aalborg Forsyning er ramt af et udfordret og uforudsigeligt energimarked, og dertil har Nordjyllandsværket været ude af produktion i fem måneder i forbindelse med et havari, siger Per Clausen, bestyrelsesformand for Aalborg Forsyning.

Kan være midlertidigt

Helt konkret betyder prisstigningen, at en forbruger med et standardhus på 130 kvadratmeter og et årligt forbrug på 18,1 megawatt-time skal diske op med 2000 ekstra kroner om året. Det svarer til en stigning på cirka 15 procent.

Den forhøjede pris er dog ikke nødvendigvis kommet for at blive.

- Det er bestyrelsens hensigt, at der blot bliver tale om en midlertidig prisstigning. Planen er, at vi tager beslutningen op igen, hvilket bestyrelsen har på dagsordenen i september 2023, siger Per Clausen.

Dyre indkøb af kul

Prisstigningerne kommer i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine, som har medført sanktioner mod import af kul fra Rusland. Netop dét har betydet, at Aalborg Forsyning har haft udfordringer med at sikre de fornødne kulleverancer. 

- Leverancerne af kul blev sikret i foråret 2022 i et marked, hvor kulpriserne var stigende, og fragtraterne var tårnhøje. Det var det helt rigtige at gøre på det tidspunkt, hvor prognoserne på elmarkedet forudsagde høje elpriser i hele 2022 og langt ind i 2023, hvorfor kulforbruget på Nordjyllandsværket også ville have været tæt på maksimum i forhold til værkets produktionskapacitet, siger Per Clausen.

Havari på Nordjyllandsværket

Hidtil er det lykkedes Aalborg Forsyning at holde varmeprisen i ro, fordi Nordjyllandsværket netop har været i stand til at generere en indtægt på elproduktion, som har holdt hånden under varmeprisen.

- Men helt uforudset skete der et havari på Nordjyllandsværket. Der var tale om et kompliceret nedbrud, og årsagen er endnu ikke endeligt klarlagt. Værket genoptog produktionen den 27. oktober dog med reduceret kapacitet. Men havariet har betydet, at Nordjyllandsværket var ude af produktion i fem måneder, mens elpriserne var historisk høje, fortæller Søren Gais Kjeldsen, administrerende direktør i Aalborg Forsyning.

Markant billigere end andre steder

Trods prisstigningen kan aalborgenserne stadigvæk prise sig lykkelige over, at de ikke bor 20 kilometer syd eller sydvest for Aalborg.

I Støvring stiger prisen 1. december til hele 1,775 kroner per kilowatt-time, mens nibenitterne må betale 1,25 kroner.

Aalborg Forsyning forventer at øge kapaciteten på Nordjyllandsværket i løbet af foråret 2023 og at være på fuld kapacitet i sommeren 2023.



Seneste nyt

fra Nordjylland