Sådan kommer det nye Friis Shoppingcenter til at se ud
Foto: Friis Shoppingcenter.
Nu går Friis i gang med at renovere sin facade, hvilket omfatter nye indgange og nye farver.
Friis Shoppingcenter i Aalborg har renoveret siden juni og skal nu også have ombygget sin facade med nye indgange.
De seneste mange måneder har det været en kedelig fornøjelse at bevæge sig rundt i Friis i Aalborg. Men nu er shoppingcentret ét skridt tættere på at være færdig med sin renovering.
Nu iværksættes næste fase af byggeprojektet, der omfatter en helt transformeret facade med nye indgange. Den kendte facade ved Friis med det røde logo skal udskiftes til fordel for en gyldenbrun farve, kaldet tombak, samt en række store glaspartier.
- Valget faldt på tombak, fordi det er et eksklusivt materiale med en overflade, der patinerer på en rigtig flot måde. Det tilfører det eksisterende hvidpudsede hus en flot kontrast og en særlig grad af eksklusivitet, siger arkitekt Søren Tortzen fra C.F. Møller, afdelingschef og designansvarlig på projektet, i en pressemeddelelse og fortsætter.
- Omkring indgangspartier og under de eksisterende gangbroer beklædes med perforerede plader i enten tombak eller aluplader, der baggrundsbelyses på en flot scenografisk måde.
- Husets samlede arkitektoniske indtryk vil således få et løft både i dagtimerne og om aftenen.
Et centralt mødested i midtbyen
Selve indgangspartiet på Gabels Torv bliver også forvandlet. Indgangen flyttes, og de nuværende rondeldøre skiftes ud med pinolhængte døre i glas, der åbner indgangspartiet op.
- Det kommercielle udtryk har været et bærende element i vores planlægning. Friis Shoppingcenter skal fremstå som det, det er – et shoppingcenter, siger center manager i Friis Shoppingcenter Lotte Vestergaard Skou i en pressemeddelelse.
Udover de nuværende indgange på Gabels Torv og Nyhavnsgade samt indgangen til Magasin på Nytorv og i Nørregade kommer der en ny indgang under gangbroerne på Nytorv.
Forbipasserende og kunder kan følge med i ombygningen af facaden undervejs, da der ikke vil være lukket af på noget tidspunkt. Den nye facade forventes at stå klar til sommer, og Friis Shoppingcenter holder åbent under hele ombygningen.