Sag om hærværk mod jødisk kirkegård for landsretten

Vestre Landsret skal mandag tage stilling til ankesagen om hærværk på den jødiske kirkegård, begået natten til 4. april i år.

En 29-årig mand blev i sommer idømt et års ubetinget fængsel for racistisk motiveret hærværk på den jødiske kirkegård i Aalborg.

Mandag skal Vestre Landsret tage stilling til, om dommen er korrekt.

Hærværket på kirkegården skete søndag 4. april 2021 lidt over midnat. Her blev der hældt rød maling på muren ved kirkegården, ligesom der blev efterladt løbesedler med antisemitisk tekst – altså tekst der udtrykte jødehad. Derudover var der omkring gravpladserne lagt dukker, der var smurt ind i rød farve, som var det blod.

Anholdt efter 10 dage

10 dage efter hærværket blev den 29-årige mand anholdt og sigtet i sagen. Han blev samtidig varetægtsfængslet, og i juni måned blev han i byretten kendt skyldig i at stå bag racistisk betinget hærværk. Han blev således dømt for såvel hærværk som for overtrædelse af straffelovens såkaldte racismeparagraf.

Da straffen i sommer løb op i et års ubetinget fængsel, skyldes det, at manden tidligere er dømt for dødstrusler og våbenbesiddelse. Han havde en reststraf stående fra dom, som byretten valgte at udløse i forbindelse med den nye dom, så den samlede straf i alt kom til at lyde på ét års ubetinget fængsel.

Manden ankede dommen på stedet, da afgørelsen faldt i byretten, og mandag skal Vestre Landsret tage stilling til, om manden er skyldig, og om straffen i givet fald er passende.

Artiklen er 9. November 2021 opdateret med en præcisering af, hvad den 29-årige tidligere er dømt for.


Seneste nyt

fra Nordjylland