Salgstid på Aalborg-lejligheder på niveau med hovedstaden

Ifølge nye tal fra EDC er salgstiden på lejligheder i Aalborg nede på rekordlave 74 dage.

Siden vendingen på boligmarkedet har det været ejerlejlighederne i København, der var lokomotivet for en udvikling med stigende salg og priser og faldende salgstider og afslagsprocenter. Men nu matches markedet i hovedstaden af ejerlejlighederne i Aalborg, der i løbet af 2015 for alvor har lagt sig i overhalingsbanen.

Nye tal fra EDC viser, at priserne på ejerlejligheder i Aalborg i løbet af 2015 er steget med to-cifrede procenter og salgstiden er nede på rekordlave 74 dage, hvilket er helt på niveau med salgstiden i København.

Udbuddet af lejligheder til salg i Aalborg er nu 23 procent mindre, end det var i efteråret, og der gives i gennemsnit kun to proccent i afslag ved forhandlingen mellem køber og sælger.

Der er flere faktorer bag udviklingen i den nordjyske regionshovedstad

- Først og fremmest er der tale om, at det gode boligmarked nu er nået til hele landet Aalborg har der desuden været en kraftig byudvikling på havnen og den gamle Eternitgrund, hvor der er bygget mange nye lejlighedsprojekter, siger EDC’s kommunikationschef, Jan Nordmann.

- Sammen med musikhuset og teateret Nordkraft på havnen har det betydet en kraftig opgradering af disse områder, hvor lejlighederne især købes af folk fra 50 år og opefter.

- De mange nye studerende skaber et pres på de mindre lejligheder i centrum og i byens randområder. Dette pres forplanter sig til byens øvrige områder og naturligvis også til de nye boligområder på havnen, siger Jan Nordmann.

Selvom ejerlejlighedsmarkedet i Aalborg er en aktuel succeshistorie, er der dog stadig langt til priserne i landets største byer. Således handles lejlighederne i Aalborg til priser omkring 18.000 kr. pr. kvm., i Aarhus skal man af med 27.000 kr. pr. kvm., mens man i København må ryste op med 34.000 kr. for en kvadratmeter lejlighed. Allerdyrest er lejlighederne på Frederiksberg, hvor kvadratmeterprisen er 44.000 kr.


Seneste nyt

fra Nordjylland