Salling Rooftop godt fra start: 100.000 gæster på tre uger

Sallings nye tagterrasse med udsigt over Aalborg har været godt besøgt siden åbningen.

Selvom det kan være lækkert med en tagterrasse, hører det alligevel til sjældenhederne, at 100.000 personer kigger forbi, når en ny står klar.

Det er dog lige præcis det, der er sket i Aalborg, hvor Salling 24. august åbnede Salling Rooftop på toppen af stormagasinet. På bare tre uger har et sekscifret antal gæster været på besøg.

- Vi er meget taknemmelige for den store opbakning, og det er en stor glæde at kunne give gode oplevelser til byens borgere og gæster, siger Anja Kibsgaard, der er stormagasinchef i Salling Aalborg.

Salling Rooftop byder både på panoramaudsigt over Aalborg og et væksthus med café og bar. Der er plads til 500 gæster ad gangen.

- Gæsterne kommer for at få en anderledes oplevelse og et pusterum fra den travle hverdag, siger stormagasinchefen.

Salling Rooftop kort før åbningen.

Da Salling i Aarhus åbnede en lignende tagterrasse, tiltrak den 1,5 millioner gæster i løbet af det første år, og ved Salling i Aalborg forventer de, at interessen fortsat vil være stor.

Det har kostet 30 millioner kroner at opføre Salling Rooftop i Aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland