Se billederne: Artsforvirret kronhjort bestiger elgko i Lille Vildmose

En kronhjort har fundet sig en ny familie i Lille Vildmose, og forleden morgen tog den lille skridt videre...

Det er ikke så få fantastiske syn, 64-årige Villy Jensen fra Klarup har set på sine mange morgenture rundt i Lille Vildmose med kameraet under armen. Han har set både en grågås med 17 små gæslinger i hælene, han har set traner og viber, og han har pludselig fundet sig selv bare halvanden meter fra en mosens store elgkøer.

Men mandag morgen fik han alligevel et syn i særklasse, der har sat sig fast og også givet meget opmærksomhed på de sociale medier. Også selv om det måske ikke lige er de bedste billeder, han nogensinde har fået taget.

Men lidt op ad morgenen, da Villy Jensen egentlig havde pakket sit udstyr sammen, sat sig i bilen og var bakket op på asfaltvejen for at køre hjem, blev han nødt til at finde sit kamera frem igen.

quote Det er lidt en sjov kronhjort, den fætter dér. Jeg har set ham flere gange derude, og han holder sig meget konsekvent til elgene og gnider sig også tit ad dem.

Villy Jensen, amatørfotograf og naturelsker

- Det var jo lidt noget skidt, for jeg var egentlig for langt væk, og jeg havde desværre taget den store zoomlinse af kameraet. Men jeg var nødt til at tage billedet alligevel, fortæller Villy Jensen til TV2 Nord.

For ud af skoven og hen over asfaltvejen kom en lidt speciel forsamling - en elgko, hendes kalv og en kronhjort.

- Det er lidt en sjov kronhjort, den fætter dér. Jeg har set ham flere gange derude, og han holder sig meget konsekvent til elgene og gnider sig også tit op ad dem. Og her fik jeg altså travlt, for lige pludselig steg den her kronhjort jo op på elgkoen, siger Villy Jensen.

Kronhjortene er lige nu i brunst, og kommer man i Lille Vildmose eller andre naturområder, hvor de færdes, kan man i morgen- og aftentimerne høre deres kald. 

Det blev dog en kortvarig affære for den lettere artsforvirrede kronhjort mandag morgen. Elgkoen var nemlig ikke til sinds at lade sig bedække af kronhjorten, så han kom hurtigt ned igen.

Villy Jensen nåede dog at få sine skud, og da han kom hjem til sin kone, Anni Jensen, fik han hende overtalt til at lægge dem op på både Facebook og en hjemmeside for naturelskere. Så hvis du vil se flere billeder fra Villy Jensens morgenture, kan du finde dem på Facebooksiden "Vild med Lille Vildmose".


Seneste nyt

fra Nordjylland