Se de hyggelige billeder: Hundredvis af julelys pryder Kildeparken

Julen indfinder sig i Kildeparken i Aalborg.

Hver søndag i advent bliver det særdeles vanskeligt at fare vild i Kildeparken i Aalborg i ét specifikt tidsrum. Endda selvom det er mørkt.

250 levende lys kommer nemlig til at lyse parken op fra klokken 15:30-18:30. Det er Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC), der står bag det store lysshow.

quote Det er skønt, det er blevet så stort et tilløbsstykke

Nicolaj Holm, direktør, AKKC

I dag, fredag, var første dag i 2022, hvor lysene officielt blev tændt, og omkring 300 var mødt op for at se dem.

For at bringe folk i ekstra god julestemning udskiftes den almindelige musik ved 60 af De Syngende Træer desuden også med julemusik.

- Det er skønt, det er blevet så stort et tilløbsstykke for så mange mennesker gennem årene, hvor både børn og voksne får en stor juleoplelvelse ud af at komme forbi. I år tror jeg, at vi får ekstra meget brug for at samles omkring julen og finde ro i traditioner og positive oplevelser sammen, siger Nicolaj Holm, der er direktør i AKKC.

Julemusik fra store stjerner

Parken med De Syngende Træer har efterhånden vokset sig stor. 96 internationale kunstnere har plantet et træ i parken, og til daglig spiller musikstanderne udvalgte stykker af stjernernes mest kendte hits.

Den tilstundende tid kan man opleve julemusik fra navne som Mariah Carey, Jeff Dunham, Katie Melua, Cliff Richard, Bob Dylan, Sissel Kyrkjebø, Tom Jones, Elton John og ikke mindst Jason Derulo, som plantede sit træ i parken i sommer.

Foruden De Syngende Træer og lys kunne de fremmødte høre det rytmiske pigekor HighNotes fra Aalborg Kulturskole, som sang fire hyggelige julesange i skæret fra de smukke lys, akkompagneret af pianist Poul Skafte og under ledelse af Tanya Hestbech.

Sidste søndag julelysene kan nydes er 18. december.

Her kan du se en oversigt over, hvilke træer der spiller julemusik.

Video: Sådan så det ud, da en masse julelys forskønnede Kildeparken i 2020.


Seneste nyt

fra Nordjylland