12.500 m2 fyldt med sjov: Se det vilde center inden dørene åbner

Fredag åbner Nordeuropas største aktivitetscenter med mere end 12.000 kvadratmeter forlystelser. Se video inden åbningen.

I den gamle Metro-bygning i Aalborg Syd knokler håndværkere og ansatte med at blive færdige til den store åbning fredag eftermiddag.

Mere end 12.000 kvadratmeter i grundplan er det nye center, der bliver det største af sin slags i Nordeuropa.

130 ansatte får deres daglige gang i centeret, som allerede inden åbningen modtager mere end 100 daglige henvendelser og emails med bookinger på firmaarrangementer, polterabender og middage. 

Hver fredag og lørdag aften er der lagt op til fest på de 16 bowlingbaner. Fra et indskudt dæk kan forældre holde øje med børnene, der kan boltre sig i et 1500 kvadratmeter stort legeland, der vokser sig endnu større, hvis man iberegner de fire etager i højden. 

Maximum har et utal af fornøjelser at byde på - lige fra de traditionelle minigolf, boule, social dart - med servering ved skiverne - og pool - til nye games med 4 escape rooms, multibaner og en verdenspremiere på Cube - et nyt spil på tid, hvor op mod 70 personer skal dyste mod hinanden på op til 25 hold i en række udfordringer skal klares på tid, inden man kan gå videre til den næste challenge. 

Er man skydeglad, kan man udfordre vennerne i en virtual reality-verden eller i et avanceret laser-skydespil i næsten mørklagte rum med høj musik, neonfarver og højt tempo. 

Herunder får du et sneak-peak på nogle af de mange forlystelser, man kan prøve i Maximum. Centeret åbner fredag eftermiddag klokken 14.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland