Se interview før kæmpekoncert: - Det er det, jeg lever for

Martin Jensen lider heldigvis ikke af højdeskræk, og han glæder sig til at spille på scenen i 35 meters højde.

I aften klokken 20 går DJ Martin Jensen på scenen i 35 meters højde, når der blændes op for onlinekoncerten på toppen af Aalborg Kongres & Kultur Centers scenetårn.

Og her til formiddag ankom Martin Jensen til AKKC, og han glæder sig enormt til aftenens koncert.

quote På en måde er publikum med. For jeg har min laptop med, hvor jeg kan se alle kommentarerne, der bliver skrevet

Martin Jensen, DJ, producer

- Det bliver bare dejligt. Det er som at komme tilbage i sit rette element. Det er det, jeg gør. Det er det, jeg lever for, det er at spille koncerter, siger Martin Jensen.

Han kalder det helt unikt, at han kan lave koncerten i samarbejde med AKKC på toppen af scenetårnet i stedet for en traditionel koncert i selve salen.

Martin Jensen har før lavet koncerter uden publikum, men han oplever alligevel nærværet i forbindelse med disse onlinekoncerter.

- På en måde er publikum med. For jeg har min laptop med, hvor jeg kan se alle kommentarerne, der bliver skrevet, siger Martin Jensen.

Der er ikke sparet på effekterne

Han glæder sig til at have så meget gear med på scenen, som det er tilfældet i aften, hvor der ikke bliver sparet på effekterne.

- Det er sindssygt privilegeret at kunne gøre det her i en coronatid. Og hvor AKKC tør tage chancen med os, det er jeg sgu beæret over, siger Martin Jensen, som heldigvis ikke lider af højdeskræk, når han skal give koncert i 35 meters højde.

- Jeg ved, at man dør, hvis man falder ned fra ti meter, så om det er fra 15 eller 100 eller 10.000 meter, så dør man alligevel, når man rammer jorden, siger Martin Jensen.

Han ser aftenens onlinekoncert som en hyldest til, at vi lige skal holde ud det sidste stykke tid, inden sommeren for alvor kommer, og samfundet så små begynder at åbne igen.

Se med på Salto fra klokken 20 og tv2nord.dk, hvor vi sender de første halvanden time af koncerten.


Seneste nyt

fra Nordjylland