Se video: Dyrepasser må hjælpe lidt for legesyg isbjørn

En legesyg isbjørn i Aalborg Zoo måtte i dag få hjælp fra dyrepasserne. Legen gik nemlig lidt for vidt.

Aalborg Zoos dyrepassere kom i dag på en lidt usædvanlig opgave. En af stedets isbjørne havde nemlig forvildet sig ind i et dæk og kunne ikke komme ud ved egen hjælp trods adskillige forsøg på at vride sig fri.

Om det er fordi, der er kommet lidt ekstra kilo på isbjørnekroppen i løbet af sommeren vides ikke, men personalet i Aalborg Zoo tager hændelsen med et smil og skrev selv følgende på deres Facebookside.

- Mange forældre har nok prøvet en tur til lægen, fordi barnet har puttet en ært i næsen eller en perle for langt ind i øret, men i dag var det vores isbjørn, der måtte til lægen, fordi hun havde puttet sig selv for langt ind i et dæk og ikke kunne komme ud ved egen hjælp.

Personalet måtte derfor komme det legesyge dyr til undsætning. Dyrlægen bedøvede isbjørnen, og dyrepasseren kunne efterfølgende hurtigt skære dækket op.

Aalborg Zoo skriver videre, at de brugte lejligheden til at tjekke isbjørnens tænder og poter, og samtidigt fik de taget nogle blodprøver for at tjekke, at isbjørnen er sund og rask.

Video: Se isbjørnen trille rundt - og se, at den bliver løsrevet:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Seneste nyt

fra Nordjylland