Selvom rapport frikender kommunen for viden om vold og seksuelle overgreb: Ekspert retter skarp kritik

Selvom både menneske- og strafferet er groft overtrådt, kan kommunen ikke stilles til ansvar juridisk. 'Men det ville være klædeligt for kommunen at tage ansvar,' siger ekspert.

- Man bør give en undskyldning og vedkende sig, at det er et ansvar, man har svigtet.

Så skarp er meldingen fra lektor ved Aalborg Universitet Iben Nørup.

Kritikken kommer i slipstrømmen af den netop offentliggjorte advokatundersøgelse om forholdene på Gravenshoved Kostskole.

En kostskole, hvor Aalborg Amt og siden Aalborg Kommune over næsten 30 år - frem til 1991 - anbragte utilpassede elever.

Her oplevede de en hverdag med vold, seksuelle krænkelser og tvangsfodring.

- De har været udsat systematisk for en lang række overgreb og en pædagogik, der heller ikke efter tidens standarder på nogen måde var acceptabelt, siger Iben Nørup.

Politiet afslørede allerede før jul, at der ikke kunne rejses tiltale, fordi alle forhold er forældede.

Alligevel frikender Iben Nørup ikke kommunen for ansvar - langt fra.

090123 Gravenshoved ibch 5487
Foto: Ib William Christensen / TV2 Nord

Tidligere har man set Mette Frederiksen undskylde statens behandling af Godhavnsdrengene, men det ord har Aalborg Kommune endnu ikke brugt.

- Det ville være klædeligt for kommunen at tage et ansvar. Det er jo nogle børn, som kommunen i høj grad har haft et ansvar for, siger AAU-lektoren.

Hvad mener du, Aalborg Kommune bør gøre?

- Det første rigtige skridt er at vedkende sig, at det her er noget kommunen har haft et ansvar for. Også selvom rammerne for tilsyn dengang var anderledes.

Rapporten kalder kommunens tilsyn mangelfuldt, "men det afviger ikke fra, hvad der var sædvanligt på den tid."

- Det er vigtigt, det bliver anerkendt, at de er faktisk blevet svigtet. For det er det, de har oplevet. Det har haft enorme konsekvenser. Det kan man ikke bare sidde overhørig som kommune.

Der har været usikkerhed om, hvor meget viden Aalborg Kommune reelt har haft om de forfærdelige ting, der er foregået på den sønderjyske kostskole.

Her siger rapporten, at der ikke har været klager nok direkte til kommunen, til at man kan kritisere den for ikke at have grebet ind og hjulpet børnene.

Men, siger Iben Nørup:

- Der er forskel på ikke at kunne dokumentere, at de har kendt til det, og om de så har kendt til det, siger hun.

TV2 Nord har spurgt borgmester Thomas Kastrup Larsen (S), om Aalborg Kommune vil påtage sig et moralsk ansvar, og om han vil give en undskyldning til de i dag voksne Gravenshoved-børn.

Han har ikke ønsket at give sin holdning, før resten af byrådet har diskuteret indholdet af den allerede offentliggjorte rapport.


Seneste nyt

fra Nordjylland