Simon, Christian og Signe bor i klamydiahovedstaden: - Der er lidt en hookup-kultur
Simon Steen Andersen har et bud på, hvorfor Aalborg er klamydiahovedstad.
Aalborg er for andet år indehaver af en klam rekord. Nemlig antallet af smittede med klamydia blandt unge. Og det overrasker blandt de studerende.
- Det vidste jeg faktisk ikke.
- Det er da træls, det der, for man skal skynde sig at blive tjekket, hvis man tror, man har det.
- Det synes jeg godt, at man kunne være bedre til at fortælle om.
- Det er nyt at høre, men det er da egentlig vildt nok.
Sådan lyder svarene fra nogle af de unge studerende på Aalborg Universitet, når de hører om, hvor alvorligt det kan være, hvis man ikke bliver tjekket for klamydia hurtigt nok.
Men farene kan være sterilitet ved kvinder og betændelse på den ene bitestikel hos mænd.
Og kan man formentlig i højere grad opleve, hvis man er ung i Aalborg.
Aalborg er for andet år i træk endt med at være Danmarks klamydiahovedstad. Ikke en titel, som de unge er specielt stolte af.
- Okay, det vidste jeg faktisk ikke. Ej, så synes jeg måske, at der skal være lidt mere fokus på det, lyder det fra Signe Stenvad, studerende på Aalborg Universitet, mens en anden studerende stemmer i:
- Det er jo lidt skammeligt et eller andet sted, siger Christian Stokkedahl Pedersen.
Aalborg har 41,9 tilfælde per 1000 unge i alderen 15-29 år. Sidste år toppede Aalborg også den kedelige liste med 36,9.
Det viser tal fra Sex og Samfund.
Gaden
Her i 2023 har Aalborg Kommune uddelt 25.000 kondomer til de unge - lige lidt har det desværre hjulpet, mens testmulighederne også er mange i byen.
Men der er dog også et bud på, hvorfor det står så grelt til i lige præcis Aalborg.
- Jeg tror blandt andet, det er, fordi vi har Jomfru Ane Gade her i Aalborg. Og der er der lidt en hookup-kultur, hvor det bare sker ret hurtigt i løbet af en aften. Så jeg tror ikke, at folk tænker så meget over det, lyder det fra Simon Steen Andersen, studerende på Aalborg Universitet.
Han er dog heller ikke stolt af, at titlen igen lander i Aalborg.
- Det er ikke så heldigt. Det er i hvert fald ikke en særlig fed ting at stå nummer ét som, siger han.
Se hele indslaget herunder: