Simon Hald stopper i Aalborg Håndbold til sommer
Foto: Henning Bagger (Scanpix)
Den 23-årige stregspiller skifter til sommer Aalborg Håndbold ud med SG Flensborg-Handewitt.
Simon Hald har på trods af sine kun 23 år rundet 200 kampe og 400 mål i Aalborg-trøjen, men til sommer bliver den rød-hvide trøje skiftet ud. Simon Hald skifter nemlig til SG Flensburg-Haandewitt.
- Jeg er glad for, at jeg fremover skal tørne ud i Bundesligaen – det har længe været mit mål at prøve mig af i verdens bedste liga. Jeg er samtidigt også ked af at skulle forlade klubben, der har stået mig nær de sidste mange år. Aalborg Håndbold betyder alverden for mig, siger Simon Hald på Aalborg Håndbolds hjemmeside.
Stregspilleren er en ægte Aalborg-dreng, der har været i Aalborg Håndbold helt fra junior-årene. I Aalborg-klubben er de kede af at miste den dygtige stregspiller, men de glæder sig til at følge med i håndboldtalentens karriere fremover.
- Der er ingen tvivl om, at Simon har en stor karriere foran sig i udlandet og på sigt også på det danske landshold, siger direktør Jan Larsen, Aalborg Håndbold.