Skadefri: Anføreren melder sig klar til 90 minutter

I næsten tre måneder har AaBs anfører Lucas Andersen døjet med en drilsk fiberskade, men anføreren melder sig klar til at spille 90 minutter, når AaB søndag møder AGF i Aalborg.

Lucas Andersen trænede fredag formiddag med for fuld kraft sammen med den øvrige AaB-trup, inden den første hjemmekamp i 3 måneder søndag mod AGF. 

Den fiberskade han fik 8. marts, inden corona-virus lukkede superligaen ned, er han nu endelig over. 

- Jeg er meget klar. Jeg har trænet med den sidste halvanden uge. Nu handler det bare om at skulle i gang igen, siger Lucas Andersen.

 

AaB-anføreren håber, at han er med fra start i søndagens kamp mod AGF, og om det så bliver til en hel kamp eller kræfterne slipper op undervejs, ved han ikke endnu.

- Det er et spørgsmål om hvor hård kampen bliver. Jeg går efter en hel kamp, siger han. 

Kampen bliver uden publikum

Frygten for corona-smitte betyder, at AaBs træningsanlæg fortsat er lukket for fans, og når den jyske klassiker mellem AaB og AGF fløjtes op søndag på stadion i Aalborg, så bliver det også for tomme tribuner. 

- Det er på en eller anden måde back to scratch. Man startede med at spille fodbold uden tilskuere, og det er det også nu. Det skal komme indefra. Det skal komme fra glæden, og det synes jeg også, at vi har vist, at vi gør, siger Lucas Andersen.

Kampen mod AGF er AaBs sidste i grundspillet. Holdet er næsten sikker på en plads i top 6. En sejr over AGF vil dog ikke bare definitiv sikre en plads blandt de seks øverste hold. Det vil også for alvor spille AaB ind i kampen om medaljer. 

- I første omgang skal vi lige sikre at få røven op i top 6. Vi går efter at vinde det, og det gør vi fordi vi har ambitioner. Vi har også ambitioner om mere end top 6, siger AaBs træner Jacob Friis. 

AaB møder AGF i 2 vigtige kampe på hjemmebane indenfor få dage. Søndag er det i superligaen og onsdag i pokalturneringen. To kampe som kan være med til at sikre Aabs målsætning for sæsonen.

- At vinde medaljer og komme ud i Europa at spille må være det altoverskyggende mål, siger Jacob Friis. 
 


Seneste nyt

fra Nordjylland