Skal der være hegn ved Aalborgs havnefront? Byrødder er uenige
I det nyeste afsnit af Duellen bliver sikkerheden omkring havnekajen diskuteret efter den seneste ulykke.
Skal der være hegn ved havnekajen i Aalborg? Det er et emne, der har delt politikere i årevis, og efter den seneste ulykke, hvor en 25-årig mand faldt i vandet og efterfølgende afgik ved døden, er debatten igen blevet aktuel.
Venstre har i længere tid argumenteret for, at der skal opsættes hegn på udvalgte steder ved havnefronten. Blandt andet ved trappeanlægget ved Toldbod Plads, hvor den seneste ulykke skete, og hvor der er et indhak i havnekanten.
- Så synes vi faktisk godt, at det var et tilvalg, vi kunne træffe, siger Jan Nymark Thaysen, der er rådmand for By og Land for Venstre i Aalborg Kommune, om et potentielt hegn.
Anderledes ser man på det hos Socialdemokratiet, hvor Lisbeth Lauritsen er gruppeformand i Aalborg Kommune.
- Vi synes, at det, vi har gjort, siden der sidst var nogle meget alvorlige ulykker, er i hvert fald tilstrækkeligt, som det er lige nu, siger hun.
Du kan se hele udsendelsen på TV2 Nord Salto efter nyhederne eller ved at klikke herunder:
Aarhus gør det anderledes
I Aarhus, hvor der også er flere kilometer havnefront, er der opsat hegn på dele af havneområdet. Men der er ingen håndfaste data på, om det virker med et opsat hegn.
- Hvis politiet og beredskabet kommer og siger til os, at et hegn, det synes vi virkelig er en god idé, fordi det vil virkelig gøre en forskel for sikkerheden, så vil vi da helt klart være åbne over for det, siger Lisbeth Lauritsen.
- Og som det er på nuværende tidspunkt, så har vi jo bare ikke rigtig noget bevis for, at det faktisk ville nytte noget at bruge mange penge på hegn. Og vi har også bare rigtig mange andre ting i vores kommune, vi gerne vil bruge penge på.
Der har ad flere omgange været delegationer fra Aalborg på besøg i Aarhus for at blive klogere på den aarhusianske løsning. Også for at se på den økonomiske del.
- Det er noget med 2.000 kroner per løbende meter, det koster at sætte hegn op. Og det er jo med de her låger også, for der skal jo være en klaplåge ud for redningsstigerne også.
- Det forslag, vi kommer med, er jo omkring 100 meter hegn. Så det er jo ikke en voldsom stor udgift, vi snakker om, siger Jan Nymark Thaysen.
De seneste år er der blevet lavet flere sikkerhedstiltag ved havneområdet. Det indebærer blandt andet bedre lyssætning ved de opsatte stiger, og der er kommet en gitterteknologi, som aflæser, når der er usædvanlig adfærd ved havnekanten, som laver en automatisk alarmering til beredskabet. Og for nu anser Socialdemokratiet det for værende tilstrækkeligt indtil, at politiet eller beredskabet kommer med en anbefaling om noget andet.
- Hvis de siger, at et hegn ville kunne hjælpe på noget, så er vi da mere villige til at kigge på, om det faktisk kunne være en løsning på de der få steder, siger Lisbeth Lauritsen.