Skål: Fuldt hus til Øllets dag i Nordkraft
Mange hundrede nordjyder besøgte lørdag Nordkraft i Aalborg i forbindelse med Øllets dag.
Det er efterhånden ved at være fast tradition, at kedelhallen i Nordkraft den første lørdag i september omdannes til et sandt mekka for øl-elskere. Og således også i år hvor Danske Ølentusiasters nordjyske afdeling slog dørene op til Øllets Dag. Klokken 10 lørdag formiddag gik starten og de mange hundrede nordjyder, der alle har godt øl som fælles interesse, kunne indtage det gamle kraftværk midt i Aalborg hvor 26 udstillere fra hele landet bød på øl-oplevelser i massevis.
For sølle 25 kroner kunne de mange gæster nemlig opgradere den ellers gratis oplevelse i Nordkraft med et smageglas som alle udstillerne beredvilligt ville fylde op for gæsterne.
Hidtil største setup
Med 26 udstillere på plads i Nordkraft udgjorde dette års udgave af Øllets dag i Aalborg, den største hidtil og til at åbne Øllets Dag i Aalborg, var ingen ringere end borgmester Thomas Kastrup-Larsen hentet ind. Om han efterfølgende selv tog smageglasset i brug og gik på opdagelse, vides ikke, men han delte i hvert fald et billede med sine Instagram-følgere, hvor han skriver, at han er imponeret over det store fremmøde fra formiddagen:
Kø fra start
Og det tyder også på, at fremmødet til årets arrangement bliver stort som aldrig før. Allerede før dørene til kedelhallen blev slået op klokken 10, var der kø udenfor. Det har arrangørerne bag det velsmagende arrangement aldrig oplevet før.
- Der har været så mange mennesker igennem, at man skulle tro, det var løgn, fortæller Ivan Nørgaard, der er tovholder for Øllets Dag i Nordkraft.
- Der har været tidspunkter, hvor vi simpelthen har været nødt til at stoppe salget af smageglas, fordi det har været for tætpakket herinde, men det ser heldigvis ud til at alle har taget det med et smil, siger tovholderen videre.
DE 26 UDSTILLERE TIL ØLLETS DAG
- Aalborg Beerwalk/VisitAalborg
- Aalborg Haandbryggerlaug af 2004
- Bang & Harbo, Basement Beer Bar
- Bugtens Bryghus, Bøgedal
- Bøgeskov Håndbryggershop
- Carlsberg Danmark
- Ebeltoft Gårdbryggeri
- Frederikshavn Bryghus
- Fur Bryghus
- Hjort Beer
- Humleplanten/Humleporten
- Indslev/Ugly Duck
- London Pub & One Pint
- Løkken Bryghus, Munkebo
- Nibe Bryghus
- Nordic Brew & Ink
- Rækker Mølle Bryghus
- Søgaards Bryghus/Twoface
- Tastyland
- Thisted Bryghus
- Ugelris Gaardbryggeri
- Viborg Bryghus
Lange traditioner
Fejringen af den danske kærlighed til den brusende, bitre drik brygget på malt og humle har efterhånden mange år på bagen. Første gang Danske Ølentusiaster, der blev etableret i 1998, afholdt Øllets Dag - dengang Den Danske Øldag - var i 2003, men markeringen dengang var langt fra den samme som i dag. Det var faktisk først i 2016 at Kedelhallen første gang blev omdannet til det ølmekka, det har været lige siden.
- Da vi startede med at lave øllets dag her i kedelhallen for fire år var ideen at vi skulle lave noget, der kunne sætte sig fast i folks bevidsthed: At der sker noget den første lørdag i september måned. Nu er vi kommet hertil hvor vi har været nødt til at sige nej til folk i en periode, så det kan godt være, vi skal til at ændre prispolitikken lidt, lyder det fra Ivan Nørgaard med et smil.