Skibet Loa stævner ud igen: - Jeg glæder mig sindssygt meget
Skibet Loa er et af de skibe, der deltager i sejladsen Limfjorden Rundt.
20-årige Astrid Jensen er med på træskibet Loa, der fra tirsdag deltager i sejladsen Limfjorden Rundt.
Hun rykker i rebet som en erfaren sømand. Astrid Jensen er ved at sætte sejl på skibet Loa.
- Vi laver en øvelse for at være klar til Limfjorden Rundt, sagde den 20-årige kvinde, da TV2 Nord gik ombord mandag.
Tirsdag stævnede skibet ud fra Løgstør for at deltage i sejladsen med mange andre træskibe.
- Jeg har ikke prøvet det der med dagssejlads før, så jeg glæder mig sindssyg meget, fortalte Astrid Jensen.
Det aalborgensiske øvelsesskib lå stille sidste år på grund af coronapandemien.
- Det var rigtig træls at være isoleret fra det sammenhold og fællesskab, der er på Loa på tværs af årgangene. Det er fedt at kunne samles igen, siger Desirée Klemmensen, der er projektmedarbejder i Tall Ship Aalborg Fonden, som ejer Loa.
Limfjorden Rundt varer fem dage.