Skole dømt som "skibsreder" - rektor dybt forundret over kæmpebøde

Retten har tildelt skolen en stor bøde.

Dybt forundret og målløs. 

Det er de følelser dagens afgørelse i Retten i Aalborg vækker hos Peter Würtz, der er skoleleder på Skipper Clement Skole i Aalborg.

Skolen er netop blevet idømt en bøde på 45.000 kroner, efter 21 elever på en lejrskoletur, blev bragt i fare, da de skulle lære at sejle på paddle-boards i Øster Hurup 15. juni 2021.

- Jeg forstår simpelthen ikke begrundelsen. Jeg er ikke så overrasket, men jeg er stadigvæk dybt forundret over, at vi får ansvaret for den hændelse, siger Peter Würtz.

Skolen havde booket en SUP-board instruktør, der stod for arrangementet. Der var bare det problem, at han ikke havde de fornødne kvalifikationer. Dybt problematisk, viste det sig, da vejret brat slog om, og flere elever kom i havsnød.

En glidebane

- Det er rystende, at at man kan have et firma slået op på en hjemmeside med video og billeder, der viser, de er rutinerede i aktiviteterne. De kommer med en professionel bil med trailer og udstyr, der skinner langt væk af, at det her har de prøvet før. 

- Og så viser det sig, at de ingen certificering har og ingen risikostyring. Ingenting. Og det bliver så tørret af på mine ansatte, det er jeg vred over, siger skolelederen.

Skulle I have været bedre til at tjekke op på det?

- Det kan man jo sige. Men så skal jeg også ud at spørge buschaufføren, der hver tirsdag køre mine elever til svømning, om han har kørekort. Og op i klatreparken og høre, om jeg kan få nogle materialegodkendelser, siger Peter Würtz.

Skolen har nu 14 dage til at beslutte, om de vil anke sagen.

- Den eneste grund til jeg egentlig ønsker, at vi skal anke det her, det er, at hvis vi lader det her passere, så vil alle Danmarks skoler stå med en udfordring fra i dag af. Hver eneste gang vi skal lave en aktivitet, så skal vi starte med at have mistillid til dem, vi laver aftaler med, så jeg frygter, vi kommer ud på en farlig glidebane, siger han.

Både helikopter, redningsbåde og flere ambulancer hastede ud til stedet efter ulykken. Hverken børn, lærere eller instrukører kom til skade.


Seneste nyt

fra Nordjylland