02:40

Ferslev Skole syd for Aalborg er med i projektet MADmovers. Her skal eleverne selv komme med forslag til, hvordan spisepauserne kan forbedres.

Skole forsøger sig med opdelte spisepauser

6.-klasserne på Ferslev Skole syd for Aalborg forsøger sig nu med opdelte spisepauser, så dem, der gerne vil have ro, ikke skal høre på de andres larm.

Nogle er til larm og musik. Andre vil hellere sidde stille og snakke med hinanden.

På Ferslev Skole kan 6.-klasserne nu selv vælge, hvordan de vil holde frokostpause.

Som en del af projektet MADmovers, der sætter fokus på bedre spisepauser i folkeskolen, har eleverne selv været med til at komme med nye forslag til, hvordan deres frokostpauser bliver bedre.

Læs også Succes med mobilforsøg: Eleverne blev rystet sammen med spil

Et af forslagene var at have et rum, hvor dem der gerne vil have ro og fred kan sidde, mens dem, der er til larm, kan være i et andet.

Det kan faktisk være en god idé med et stillerum, mener en af de forskere, der er med til at udvikle MADmovers.

- Det med ro er vigtigt. Nogen tror, at ro kun hører til i undervisningen, men det kræver faktisk også ro at spise sin madpakke, siger Karen Vistoft, som professor i smagsdidaktik og sundhedspædagogik ved Aarhus Universitet.

Fredag var første dag, at de nye opdelte frokostpauser skulle afprøves og allerede på førstedagen var lærer i 6.b tilfreds med udfaldet.

- Det har virket rigtigt godt. En af eleverne kom til mig og sagde, at efter pause i stillerummet, så var hun klar til den næste time. Så det var jo dejligt, siger Signe Lærke Petersen.

På landsplan har i alt 600 sjetteklasser netop været i genne projektet MADmovers.