Skoleleder i lukket sogn: Rigide regler for nedlukning af skoler
- Problemet er, at vi er bragt i en situation, som nu i højere grad går ud på at manøvrere i rigide retningslinjer for nedlukning end i reelt at bestræbe os på at få bugt med den aktuelle smittespredning, siger Lars Peter Nitschke, der er skoleleder på Klostermarksskolen i Aalborg.
Skoleleder på Klostermarksskolen i Aalborg, Lars Peter Nitschke, mener, det mere handler om at følge retningslinjer end bekæmpe smitte.
I det for tiden lukkede Budolfi Sogn i Aalborg ligger den private grundskole Klostermarksskolen med knap 500 elever.
Og nedlukningen, og ikke mindst de retningslinjer der skal følges, finder skolens leder, Lars Peter Nitschke, meningsløse.
- Det er fair og rimeligt, at vi alle må bære vores del af bestræbelserne på at begrænse smittespredningen. Problemet er imidlertid, at vi er bragt i en situation, som nu i højere grad går ud på at manøvrere i rigide retningslinjer for nedlukning end i reelt at bestræbe os på at få bugt med den aktuelle smittespredning, siger Lars Peter Nitschke.
Han har rettet henvendelse til det nordjyske folketingsmedlem Preben Bang Henriksen (V) for at få sat fokus på de tiltag, som undrer skolelederen, og ifølge skolelederen er politikeren enig i kritikken af retningslinjerne.
Sidste skoledag aflyst
Lars Peter Nitschke giver som eksempel sidste skoledag på fredag, som er aflyst på grund af nedlukningen, hvor eleverne i stedet holder formiddagsfest derhjemme.
- Klokken 11 mødes de så foran skolen og tager busser til Fårup Sommerland, fordi de naturligvis udnytter muligheden for at fejre sidste skoledag. Eneste forandring er, at de ikke møder ind på skolens matrikel, og jeg tvivler på, at mødesteder i forskellige private hjem og haver er mere smittesikkert end fremmøde på skolen, siger Lars Peter Nitschke.
Mindre opmærksomhed på smittefare
Han oplever også en adfærdsændring hos skolens lærere.
- Skolens lærere, som har seriøse bekymringer for eleverne trivsel og velvære efter forårets nedlukninger, benytter enhver mulighed for at mødes ”lovligt” med elever udenfor skærmen. Udendørs, hjemme i private haver, på byens åbne kulturinstitutioner, i svømmehallen som ikke ligger i sognet og på skolens udearealer. For dem handler det nu om, hvad man må, og hvad der er muligt, og ikke - som da eleverne var i skole - at holde eleverne adskilte i zoner og være opmærksomme på smittefare, afspritning og håndvask, siger Lars Peter Nitschke.
Skolen lukket - Gaden åben
Han undrer sig over, at Klostermarksskolen skal være lukket ned, mens Jomfru Ane Gade er åben.
- Byens festliv med udgangspunkt i Jomfru Ane Gade, som lukker klokken 23, for at festerne fortsætter spredt i private hjem udgør indlysende en smittefare på et helt andet niveau end en skole med ædruelig tilstedeværelse i dagens lyse timer, siger Lars Peter Nitschke.
Klostermarksskolen har fået afvist en dispensationsansøgning til Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS), fordi 83 elever (60 familier) af skolens 496 elever i 0.-9. klasse bor i Budolfi Sogn.
Klostermarksskolen vil igen i løbet af denne uge fremsende en ansøgning til STFP om dispensation for genåbning.
- Det vil være rimeligt og fornuftigt, så elever og forældre frem til den forestående sommerferie kan afslutte skoleåret. Jeg er dog ikke for optimistisk med hensyn til muligheden, men jeg synes vi skylder sagen denne indsats, siger Lars Peter Nitschke.