Skoler gør klar til hjemmeundervisning: - Nu havde vi lige en normal dagligdag
Som en del af de nye restriktioner i Aalborg Kommune skal alle elever fra 5. klasse og opefter sende hjem og modtage virtuel undervisning. Træls, lyder det fra Vesterkærets Skole i Aalborg.
Skoler i Aalborg Kommune skal nu omstille sig til igen at lave en stor del af undervisningen virtuel. Fra på mandag skal alle elever i 5. klasse og opefter nemlig modtage hjemmeundervisning. Det er en del af de særlige restriktioner, der torsdag blev udvidet til også at gælde Aalborg Kommune.
Derfor har lærer Dan Dejligbjerg fra Vesterkærets Skole torsdag en af de sidste timer med sin 7. klasse.
- Det er frustrerende, at vi nu skal igang med det igen, siger Dan Dejligbjerg.
- Nu var vi lige blevet vant til at have skole på denne måde, selvfølgelig også med restriktioner, men hvor vi trods alt kan se hinanden hver dag og have skole, som det er meningen, man skal have skole.
Lægger pres på eleverne
En af klassens elever er Anna Elise Jensen. Og hun glæder sig ikke til, at hun nu igen skal modtage undervisning derhjemme.
- Man skulle tro, det var dejligt at sove hjemme, men man ender med at miste grebet på dagen, fordi man ikke rigtig har noget indhold i den udover at sidde på en skærm, siger hun.
Denne gang bliver hjemmeundervisningen efter det normale skoleskema, og det betyder langt flere timer foran skærmen.
- Det kommer til at lægge et helt nyt pres på lærerne men måske især på eleverne. De skal nu bruge mange timer foran skærmen i løbet af en skoledag uden at have de sociale relationer ved siden af.
Eleverne må - måske - møde op efter 3. januar
Ifølge Dan Dejligbjerg har de skiftende rammer for undervisningen haft konsekvenser for, hvordan undervisningen kan tilrettelægges.
- Vi ved aldrig helt, om det nu også bliver sådan, som vi planlægger det. Og vi oplever også, at vi bruger kræfter på at planlægge ting, som ender med ikke at blive til noget, siger han til TV2 Nord.
Anna Elise Jensen glæder sig til, hun igen kan møde op i klassen. Det sker den 3. januar, med mindre restriktionerne forlænges.
- Det er virkelig irriterende. Vi har en dejlig klasse, hvor vi griner meget sammen og lærer meget sammen. Så det er virkelig trist, at vi skal hjem igen.