Skorstensfejer føler sig chikaneret: Ufine metoder lyder det fra hans kunder

Idon Brødbæk er skorstensfejermester i Hals. Siden han startede sin virksomhed har han oplevet, at hans kunder bliver chikaneret af andre skorstensfejere. Nu har han fået nok.

Skorstenen skal fejes, men hvem der skal gøre det, må du selv bestemme. En nordjysk skorstensfejermester har dog oplevet, at hans kunder modtager breve og bliver ringet op af andre skorstensfejermestre, efter at de er skiftet til ham. Her bliver der ifølge Idon Brødbæk sagt usandheder, og hans nye kunder bliver opfordret til at vælge ham fra.

- Hvis ikke det er chikane, så ved jeg ikke, hvad det er, og det er ikke i orden, siger skorstensfejermester Idon Brødbæk.

quote Hvis ikke det er chikane, så ved jeg ikke, hvad det er.

Idon Brødbæk, skorstensfejer

I brevet står der blandt andet, at man ikke er godkendt af Aalborg Kommune, hvis man ikke er medlem af skorstensfejerlauget. Det afkræfter Aalborg Kommune overfor TV2 Nord.

- Vi skal ikke godkende skorstensfejere, der driver virksomhed i kommunen. Der er nogle, vi har kontrakt med, men begrebet godkendelse er ikke et, vi bruger, siger afdelingsleder Torben Kjelgaard fra Aalborg Kommune.

Claus Jensen er en af de borgere, der har modtaget et brev fra sin tidligere skorstensfejer. Han blev efter at have læst brevet så nervøs for sit skifte, at han ringede til Aalborg Kommune.

- Man tror jo, at det er ulovligt at skifte til ham efter at have læst brevet, derfor ringede jeg ind til kommunen og forhørte mig, siger Claus Jensen.

Så længe en skorstensfejer er uddannet, så kan han drive virksomhed, oplyser Aalborg Kommune til TV2 Nord.

Idon Brødbæk håber, at andre skorstensfejere vil lade ham og hans kunder være i fred fremover. 

 

 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland