Havde særlig ven med til royal hyldest: Skulle heldigvis stå op
Foto: Privatfoto
Det var også kommet til Amalienborg, at Helena Rosendahl Bach var rendt i en uheldig skade.
Under en træning på land gled en måtte under Helena Rosendahl Bach, og det resulterede i et brækket haleben.
Det skete for tre uger siden, og OL-svømmeren er så småt kommet tilbage i vandet igen. Men hun måtte møde op med en anderledes - og god makker - da hun sammen med de andre OL- og PL-atleter skulle hyldes af kongeparret på Fredensborg Slot 12. september.
- Ja, jeg havde min siddepude med, men der var meget undervejs, hvor vi skulle stå op, så den var ikke rigtig i spil, lyder det fra Helena Rosendahl Bach og fortsætter:
- Men den var med på busturen frem og tilbage. Der var den en rigtig god ven.
Skaden var også nået frem til kongeparret.
- Vi mødte kongen og dronningen, og det var rimelig stort, fordi Mary sagde, "ej, hvor er det at se dig. Det er helt vildt dejligt, at du kunne komme i dag, og jeg håber, at det går bedre med dig". Så hun vidste godt, at jeg var skade, og så sagde hun tillykke med et flot OL. Så det var jeg rigtig glad for, fortæller svømmeren, der endte på en fjerdeplads i 200 meter butterfly til OL.
Vil svømme hurtigt til VM
På trods af at et brækket haleben ville give de fleste af os en længere pause fra motionen, er det ikke tilfældet for svømmeren.
- Jeg har svømmet ret meget faktisk i perioden, hvor jeg har været skadet. Der har selvfølgelig været noget tid, hvor jeg måtte holde mig lidt væk fra bassinet, og så er jeg startet stille og roligt op og mærket meget efter, hvad mit haleben kan holde til. Så jeg ikke presser den alt for meget, men jeg vil holde mig i gang og håber, det heler hurtigt, siger hun.
Der er også nye mål i horisonten. Til december er der VM i kortbane - hvilket betyder, at bassinet er 25 meter, hvor det til eksempelvis OL er 50 meter.
- Jeg vil rigtig gerne svømme hurtigt til VM. Det er det næste store mål, som jeg glæder mig til. Her skal der bare vendes flere gange, og det skal lige øves mere, fortæller Helena Rosendahl Bach.