Slut med lang boligjagt: Aalborg vil give nye studerende boliggaranti
Foto: Aalborg Universitet
De tekniske uddannelser bliver fortsat mere og mere populære på Aalborg Universitet.
Som noget nyt indfører Aalborg Kommune boliggaranti til alle nye studerende i Aalborg med start i efterårssemesteret.
Nye studerende i Aalborg skal ikke længere bekymre sig om at blive henvist til en sofa eller et hotelværelse, når de flytter til byen. Aalborg Kommune vil nemlig stille kommende studerende en boliggaranti, der betyder at nye studerende kommer foran i køen og tilbydes en kollegie- eller ungdomsbolig med indflytning i tidsrummet 1. august til 15. december.
- I Aalborg har vi en ambition om at være Danmarks bedste studieby. Vi har en lang række kulturtilbud og oplevelser målrettet de unge - og rigtig mange lækre og nye ungdomsboliger på attraktive beliggenheder rundt omkring i byen, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen i en pressemeddelelse.
Indtil de nye studerende får egen bolig, gælder Aalborg Kommunes Tag-over-hovedet garanti. Det betyder, at man er garanteret et sted at bo – et vandrehjem med tilskud fra kommunen - fra dag et.
- Med boliggarantien sikrer vi, at nye studerende kan få del i dem og forhåbentlig komme rigtig godt fra start på deres nye uddannelser. Vi ved alle, hvor vigtig det er, at der er ro på boligsituationen, når man skal begynde på en ny uddannelse - og måske endda i en ny by.
Der er dog visse krav, man som ansøger skal være opmærksom på. Garantien er tiltænkt enkeltpersoner. Er man to, der gerne vil bo sammen, kan man altså ikke få en bolig via ordningen.
Der tilbydes desuden som udgangspunkt kun et-rums boliger, og man har ikke selv mulighed for at vælge. Man kan heller ikke forblive på garantilisten, hvis man takker nej til en bolig.