Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Snyd med verdensrekord? Nu svarer Stine Rex på kritikken

Foto: Caroline Monin, TV2 Nord

Stine Rex havde ikke regnet med, hun skulle bruge sine første dage efter løbet på at forsvare sig.

Benene er ømme, og stemmen er slidt.

Ultraløberen Stine Rex har smidt sig i sofaen, efter hun, den seneste uge, har løbet rundt i en cirkel i 913 kilometer.

Selvom der ikke er flere tånegle tilbage og hendes brugte sportstøj næsten giver hende traumer, så har de seks dages løb været det hele værd.

For hun slog verdensrekorden.

- Det er det største for mig, det var en oplevelse, jeg aldrig vil glemme, siger hun.

Men glæden var kort. Der gik nemlig ikke længe, før en konkurrent forsøgte at ødelægge det hele for hende.

- Jeg synes, det er så dårlig stil. Jeg kunne aldrig drømme om at gøre noget lignende, lyder det fra nordjyden.

Amerikanske Camille Herron har, indtil nu, haft rekorden i ultraløb i seks dage. Men kort tid efter hun mistede den til Stine Rex, skrev hun på de sociale medier, at nordjyden havde snydt.

- Det er bare så ærgerligt, at jeg skal 'fejre' min verdensrekord med den irriterende ting i baghovedet. Jeg er overbevist om, at jeg har verdensrekorden. Og hun skal ikke tro, hun kan komme spolere det, siger Stine Rex.

Beskyldning uden grund

Stine Rex beskyldes for at være blevet pacet af blandt andet løbende børn, mens også golfvognen, der har filmet hende uafbrudt i seks dage, er blevet italesat som et problem.

Ifølge landstræneren for det danske ultralandshold, Jesper Kenn Olsen, holder amerikanerens anklager ikke stik.

- Camille Herron er én af de få atleter i vores ultraløbsverden, der er enormt usportslige. Hun forsøger kun at skabe splid. Men vi har sagt til hende, at alt er dokumenteret på kamera, og der ikke er noget at komme efter, siger Jesper Kenn Olsen.

Under hele seksdagesløbet var en løbsleder til stede. Hun holdt styr på, at alt foregik efter reglerne, og havde også et vågent øje på netop pacing fra både personer og golfbil.

- Der har ikke været noget pacing her. Det mindste, der har været, er blevet godkendt af det internationale ultraløbsforbund. Så der er ikke noget pacing at nævne, siger løbslederen Louise Kjeldmann.

Foto: Simon Hougaard / TV2 Nord

En usportslig atlet

Udover at skrive på de sociale medier, har Camille Herron også klaget til de internationale ultraløbsforbund, IAU og organisationen GOMO.

Og det er ikke første gang, de modtager en klage fra hende, fortæller Trishul Cherns, der er president i GOMO, Global Organization of Multi-Day Ultramarathoners.

- Camille Herron er en god atlet, det er der ingen tvivl om. Men hun bruger usportslige metoder, når hun forsøger at skabe rygter, anklage og forvirre, og på den måde så tvivl ved Stines præstation, siger han.

Faktisk har Camille Herrons tidligere klage haft betydning for én af Stine Rex' rekorder. Tidligere på året snuppede Stine Rex verdensrekorden i 48-timers løb for næsen af amerikaneren.

Også her indgav hun indsigelser om snyd, og det har betydet, at den, efter knap fire måneder, stadig ikke er blevet officielt godkendt.

- Når der kommer klager eller indsigelser, udsætter det hele processen i forhold til at godkende en rekord. For alt skal kigges igennem igen, fortæller Trishul Cherns.

Det er IAU, International Association of Ultrarunners, der endeligt skal godkende 6dagesløbet. Men Ifølge præsidenten for GOMO, er der dog ingen grund til bekymring.

- Stine Rex har løbet et virkelig flot løb og har fulgt alle regler, så i min optik er der ingen grund til at være bekymret, siger han.

Det kan tage op til flere måneder, før Stine Rex får godkendt sine rekorder. Uanset hvor lang tid, det tager, er Stine Rex ikke i tvivl om, at rekorden er hendes.

- Så må hun jo bare snøre skoene og tage ud og løbe i seks dage for at slå rekorden igen, lyder det fra hende.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Her kan du læse højdepunkterne fra fredagens trav.

Birger Jørgensen snuppede et par sejre i dag ved sit visit i Aalborg, men de unge nordjyske kuske viste også gode takter.

Dagen begyndte med en overraskende sejr til Per Astorp, der vandt for første gang siden 2018 med Galdur. I andet løb slog Birger Jørgensen til for første gang, da han sejrede med Dontgetinmyway.

- I dag har vi fået et bedre spor, end vi har haft rigtig længe. Så det var klart, at med den starthurtighed han har, så fik vi udnyttet det. I sidste sving trak han vel sådan set også fornuftigt fra. Han er lidt besværlig, men lad os se efter nogle starter, om det bliver godt eller skidt, lød det fra Birger Jørgensen efter den sikre sejr.

I tredje løb vandt Morten Friis med Iena Downs, men så begyndte de nordjyske kuske at komme først. Først Mads Henriksen, som fik sin første sejr efter sit skifte fra Flemming Jensens stald til Marc Bæk Nielsens. Kometen fra 2023 var da også godt tilfreds efter sejren med Girl Happy E P.

- Der var et godt tempo, og der blev en fin rejse op igennem feltet. Der er jo store forventninger til hende, men når det hele går op i en højere enhed, så kommer der også en sejr, lød det fra Mads Henriksen.

I femte løb, tog Birger Jørgensen sin anden sejr inden de nordjyske kuske Nicklas Korfitsen, Kasper K. Andersen og Jacob Christiansen hapsede tre sejre. Kun afbrudt af Martin Andreassen.

Du kan se alle løbene her


Skal du til Aalborg? Frakørsel er spærret hele weekenden

Foto: Malthe Birger Jensen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

En ny stibro over motorvejen er ved at blive etableret. Det er en bro, som skal forbinde de to campusområder ved Tech College i Aalborg - og det får konsekvenser for trafikanterne denne weekend.

Monteringen af den nye bro betyder nemlig, at til- og frakørslen fra motorvejen ved Aalborg N er spærret frem til mandag morgen klokken 05.00.

Dertil kommer det, at tilkørslen ved Rørdalsvej og frakørslen ved Øster Uttrup Vej er spærret, da man skal montere de første dele af trædækket hen over weekenden.

- Det er en spektakulær operation at montere de to store betonbuer til den nye stibro, som desværre betyder, at vi også generer trafikanterne, mens broen skal sættes op, siger Lotte Braad Sander, projektleder i Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet beklager de gener, arbejdet medfører.

Sådan så det ud, da den gamle bro blev fjernet.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Palle Birk Nielsen har levet efter rådet lige siden.

Palle Birk Nielsen var kort inden sin mors død på besøg hos hende.

Hun var meget syg med kræft i hjernen, men hun havde et klart øjeblik.

Og her gav hun sønnen et råd, der satte sig fast.

- Nu går du hjem og tager et langt bad og finder ud af, hvad du vil, og så giver du den fuld gas, sagde hun.

Se Drømmen om Le Mans herunder - artiklen fortsætter under videoen:

Jeg har en udløbsdato

52-årige Palle Birk Nielsen er til daglig underviser på Aalborg Handelsgymnasium, og han har i bogstavelig forstand levet efter sin mors råd lige siden.

For udover jobbet som underviser, er han for få år siden begyndt at køre gokart.

Og det er ikke bare en hobby.

Asger Radsted og Palle Birk Nielsen drømmer om at køre Le Mans om fem år.

Han har fundet ud af, hvad han vil, og det er at køre det legendariske racerløb Le Mans om fem år.

Og han giver den fuld gas for at nå målet, ligesom moren opfordrede ham til.

- Jeg er meget bevidst om, at jeg har en udløbsdato. Så jeg vil gerne leve mit liv fuldt ud, siger Palle Birk Nielsen.

Le Mans

Le Mans er et 24-timers racerløb i den franske by Le Mans.

Løbet er blevet afholdt siden 1923.

Der findes tre klasser i Le Mans, hvor der både er professionelle kørere og amatører.

Den mest succesfulde kører i Le Mans nogensinde er danske Tom Kristensen, der har vundet løbet ni gange

Træner dagligt

Palle Birk Nielsen knokler for at stille op til 24-timers-løbet sammen med sin noget yngre makker - den 20-årige gokartkører Asger Radsted.

Og han gør, hvad han kan, for at alderen ikke sætter en stopper for drømmen.

- Jeg ved godt, at fysikken kommer til at spille ind, jo ældre, jeg bliver, men jeg har trænet hele mit liv og gør det stadig dagligt, så jeg sørger for at holde mig i fysisk rigtig god form, fortæller Palle Birk Nielsen.

Palle Birk Nielsen har smidt 25 kilo muskelmasse og væske for at blive hurtigere på banen. Foto: (Privatfoto)

Udover at træne og holde sig i god form arbejder Palle og Asger på nuværende tidspunkt på at skaffe sponsorer, da de forventer, at det vil koste dem 25-30 millioner kroner at realisere deres drøm.

Se 'Drømmen om Le Mans' længere oppe i artiklen eller på TV 2 Play.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

I aften skal de altså ikke komme rendende. Mændene.

Nej, fordi fredag aften var en "kun adgang for kvinder" aften i Volstrup Golfcenter.

En aften forbeholdt kvinder, der kan lide at svinge køllen. Dem er der immervæk nogle stykker af. Faktisk hele 6.767 kvinder i Nordjylland.

16 af dem samledes fredag aften til en golfturnering.

- Jeg tror egentlig, at folk bliver tiltrukket af, at der kun er kvinder, siger Lene Ugilt Hansen.

Arrangementet er da også en succes i Volstrup Golfcenter, hvor arrangementet afholdes hver måned.

Men selvom at tæt på 7.000 nordjyske kvinder spiller golf, er antallet for mænd væsentlig højere. I Nordjylland er hele 18.254 mænd vilde med køllesporten.


Foto: Thomas Hansen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

84 personer blev blitzet på knap fem timer.

Dan Smith Christensen har knoklet løs i det orange tøj langs landevejene i 20 år. Han er anlægsstruktør og har siden november sidste år arbejdet på at etablere en busholdeplads ved Fjellerad.

Undervejs har han oplevet, hvordan talrige bilister er kommet buldrende med al for høj fart på Hadsund Landevej.

- Det er skræmmende. Det jord eller sand, eller hvad der nu lige har været ude på vejen, det har vi jo fået i ansigtet, når folk er kørt forbi, siger Dan Smith Christensen.

Under arbejdet er fartgrænsen sat ned fra 80 til 50 kilometer i timen. Ifølge anlægsstruktøren ser mange bilister imidlertid stort på det, hvilket tal fra Nordjyllands Politi bakker op.

For politiet var mandag ude at afholde en fartkontrol på strækningen, der ikke er mere end et par hundrede meter lang. På knap fem timer blev 84 personer blitzet, fordi de havde trådt for hårdt på speederen. 10 af disse fik et klip i kørekortet, mens 13 endte med en betinget frakendelse af førerretten.

De mange lovovertrædelser forbavser Jess Falberg, der er leder af Trafiksektionen i Nordjyllands Politi.

-  Det er jo alt, alt for mange sager langs en vej, hvor folk skal gå og passe deres arbejde helt ud til vejen. Jeg tror, at den, der kørte hurtigst, kørte 90 kilometer i timen. Det er jo meget tæt på vanvidskørsel, siger han.

Se indslaget herover.

Kommer med opfordring

Dan Smith Christensen fortæller, at det sommetider kan være utrygt, og han oplever, at de fartglade bilister skaber farlige situationer.

Det er heller ikke første gang, at politiets kontrol viser, at bilisterne kører for stærkt. I december havde politiet også bødehæftet fremme. Her blev 70 personer taget i at køre for stærkt på selvsamme strækning, mens syv personer fik en betinget frakendelse af kørekortet.

Ifølge Jes Falberg er det langt fra alle steder, der er problemer med fartoverskridelser langs vejarbejde. Han opfordrer det arbejdende folk til at kontakte politiet, hvis de er utrygge. For så har politiet nemlig mulighed for at komme ud og lave en kontrol.

Arbejdet på Hadsund Landevej er ved at være løst for Dan Smith Christensen. Han håber dog fortsat, at de fartglade bilister ændrer adfærd.

- Sæt hastigheden ned, når der er vejarbejde. Følg skiltningen. Alt andet er for dumt, siger han.

I april 2014 blev loven om dobbelt bødetakst indført. Dermed blev det dobbelt så dyrt at køre for stærkt ved vejarbejde.