Retten i Aalborg kendte en ung nordjyde skyldig i omfattende bedrageri på nettet. Foto: undefined

Solgte tøj for 750.000 kroner: Kunderne fik aldrig varerne

En 22-årig nordjyde er idømt fængselsstraf for at have svindlet omkring 100 godtroende tøjkøbere.

En ung mand fra Kongerslev fik en ikke ubetydelig plet på sin straffeattest, da Retten i Aalborg tirsdag kendte ham skyldig i bedrageri og idømte ham en straf på et år og tre måneders fængsel, hvoraf de tre måneder var ubetinget.

Manden, som er fra Kongerslev, blev dømt for at have oprettet to falske hjemmesider, hvorfra han angiveligt solgte tøj. Problemet var bare, at kunderne aldrig fik de varer, de havde betalt for, og det har ført til omkring 100 anmeldelser mod manden.

Bedrageriet er foregået i august og september 2016, og i alt er der ifølge anklageskriftet blevet foretaget 2976 salg uden at varerne blev leveret. Manden blev dog ikke dømt fuldt ud, da anklagemyndigheden ikke har haft kontakt til alle de købere, der er blevet snydt, fortæller specialanklager David Schmidt Hvelplund fra Nordjyllands Politi.

Han blev dømt for at have svindlet for omkring 750.000 kroner i alt.

Læs også Mand fra Svenstrup tiltalt for landsdækkende svindel

Den 22-årige blev også dømt for bedrageri i forbindelse med leasing af biler ved fire nordjyske autoforhandlere. Manden er på kontanthjælp, men har i flere tilfælde enten løjet sig til at have en højere indkomst eller ligefrem fusket med sin årsopgørelse for at få det til at se ud som om han tjente mere og dermed kunne få lov at lease bilerne.

Endelig blev manden dømt for at overtræde Calvin Kleins varemærke, da han i en del tilfælde har sendt kopivarer i form af undertøj til kunderne, også selv om de ikke havde bestilt undertøj fra Calvin Klein.

- Min teori er, at han har gjort det, for at kunderne skulle indlede en reklamationssag mod hjemmesiden, og den korrespondance kunne så tage noget tid. Dermed har den dømte købt sig tid, inden kunderne reelt opdagede og anmeldte svindlen, hvor de ikke har modtaget det tøj, de egentlig havde betalt for, siger specialanklager David Schmidt Hvelplund.

Det ene åra fængsel blev betinget med samfundstjeneste, mens de tre måneder altså skulle afsones. Men da manden allerede har siddet varetægtsfængslet, anses den del af straffen som udstået, og den 22-årige blev løsladt efter domsafsigelsen.

Læs også Politiet advarer: Antallet af net-bedragere stiger