Specialiseret brystrekonstruktion tilbydes nu i Aalborg
Foto: Henning Bagger, Scanpix
Aalborg Universitet tilbyder nu en højt specialiseret type operation til rekonstruktion af bryst.
Aalborg Universitetshospital er begyndt at foretage en specialiseret rekonstruktion af bryst. Det skal nedbringe ventetiden og spare patienterne en tur ud af regionen.
Hidtil har nordjyske kvinder været tvunget til hospitaler uden for regionen for at få foretaget den specialiserede DIEP-Lap operation, som foretages for at rekonstruere et bryst, der er blevet fjernet i forbindelse med kræftbehandling. Den operation er indtil videre blevet tilbudt i Århus, Odense, Herlev og på Rigshospitalet, men nu er Aalborg Universitetshospital også begyndt at udføre operationen.
4. september blev operationen udført første gang i Aalborg på Plastikkirurgisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital. Det er et indgreb, hvor man i en enkelt operation rekonstruerer brystet med fedt og væv fra kvindens mave.
- Brystrekonstruktion med hud og fedtvæv fra maven er for mange kvinder en win-win situation. De kommer af med en måske uønsket fedtophobning på maven, og får i en enkelt operation genskabt et naturligt bryst, som følger kvinden livslangt, siger overlæge Gete Toft fra Plastikkirurgisk Afdeling.
Den nye behandling er en af de nye såkaldte Højt Specialiserede Funktioner, som Aalborg Universitetshospital har fået tildelt i forbindelse med den nye Specialeplan fra Sundhedsstyrelsen.
Udover at nordjyske kvinder nu kan blive opereret i egen region, kan de også se frem til at komme på operationsbordet langt hurtigere end tidligere.
- Det har været meget vigtigt for os at give de nordjyske kvinder muligheden for at få foretaget operationen i regionen og ikke mindst at nedbringe den lange ventetid, der er på den type operation. Det er belastende både fysisk og psykisk at vente så lang tid på en brystrekonstruktion oven i et kræftforløb, siger klinikchef Lars Maagaard Andersen, Klinik Kirurgi og Kræftbehandling.
Hidtil har der ofte været op til halvandet års ventetid på operationen. Nu er forventningen, at ventetiden kommer ned på maksimalt tre måneder.
- Vi glæder os meget over at være kommet i gang med den nye behandling og planlægger efter at operere en patient om ugen i løbet af det næste halve år, og så tager vi, ud fra ventelisten, en vurdering af behovet, siger Gete Toft, der har stor erfaring med DIEP-Lap-operationer fra sin tidligere ansættelse på Aarhus Universitetshospital.
DIEP-Lap operation
• Operationen varer 6 timer
• Foretages af 2 speciallæger og 2 specialuddannede sygeplejersker
• Patienten observeres i 3 døgn af specialuddannet sygeplejerske
• Patienten er indlagt i 3-4 døgn efter operationen.