Spektakulær udstilling: Hegn fyldt med bh'er i Aalborg
De første bh'er er hængt op på hegnet ved havnefronten i Aalborg for at støtte kampen mod brystkræft. Arrangørerne opfordrer alle til at komme forbi og hænge egne bh'er op.
Frem til Lyserød Lørdag - 9. oktober - er det muligt at komme forbi med sin egen bh eller blot se på på det såkaldte BRA-Borg hegn, som er sat op i Jomfru Ane Parken i Aalborg.
Bh'erne har været udstillet siden i lørdags og er et af en række initiativer, der skal øge opmærksomheden på brystkræft og kampagnen "Støt Brysterne".
Fik inspiration fra udlandet
Idékvinden bag hegnet er Lone Sigvardt, som bor i Aalborg. Hun fik ideen til hegnet på en ferie i NewZealand og tog initiativ til at oprette hegnet.
- Min egen mor var død af kræft, og det var samme år, som Lyserød Lørdag - der er en tilbagevendende begivenhed under den landsdækkende kampagne Støt Brysterne havde jubilæum, så i første omgang blev BRA-Borg Hegn en del af jubilæet, fortalte Lone Sigvardt til TV2 Nord sidste år i forbindelse med kampagnen.
Rift om pladserne
Det er femte år, at BRA-Borg-hegnet kan ses og forventningen er, at ca. 500 bh'er vil blive udstillet. Der vil således - håber man - blive rift om pladsen på havnefronten i Aalborg.
- Folk, jeg møder, synes det er sjovt og en god idé. Og vi vi har alle frivillige en dejlig dag hver år, når vi begynder at hænge bh´er på hegnet, lød det fra Lone Sigvardt sidste år.
HVERT ÅR RAMMES KNAP 5.000 PERSONER AF BRYSTKRÆFT
Brystkræft rammer oftest kvinder og er den hyppigste kræftsygdom blandt kvinder i Danmark.
Cirka hvert fjerde tilfælde af kræft blandt kvinder er brystkræft.
Kilde: sundhed.dk