LIGE NU:

Stak af fra politiet med 140 gram hash

En mand i 40'erne er anholdt, efter politiet jagtede ham ned ad Prinsensgade i Aalborg.

Tirsdag eftermiddag kom en politipatrulje kørende ned ad Boulevarden i det centrale Aalborg, da de bemærkede en mand i 40'erne, som cyklede mod Christiansgades vestlige ende.

Da manden fik øje på patruljen, fortsatte han ad Christiansgade med høj hastighed på sin cykel, mens han kiggede i patruljens retning. Det skriver Nordjyllands Politi i sin døgnrapport onsdag. 

- Patruljen gik herefter til fods gennem Christiansgade via en baggård og ved passagen i retning mod Prinsensgade mødte de manden. Herefter satte han pludselig i løb mod Prinsensgade. En af betjentene løb efter manden, da det tydeligvis var mistænkelig adfærd, skriver politiet i døgnrapporten.

Ransagede mandens hjemmeadresse

Manden smed en række genstande pakket ind i sølvpapir fra sig, mens han løb væk. Patruljebetjenten indhentede ham hurtigt og fastholdt ham. De små pakker sølvpapir viste sig at indeholde i alt 12 kugler med hash. 

Efter en visitation af manden kunne politiet konstatere, at han havde endnu 18 kugler indeholdende hash på sig. I alt havde manden 140 gram hash på sin person. Han blev derfor sigtet og anholdt for brud på loven om euforiserende stoffer. 

Herefter ransagede politiet mandens hjemmeadresse, hvor der i alt blev fundet 28,6 gram hash og 79,35 gram skunk på adressen. Manden havde, allerede inden ransagningen, indrømmet, at der var hash og skunk på adressen, ligesom han indrømmede, at stofferne var hans.