Stak bekendt med kniv og slog pædagoger - nu skal han for retten
Foto: Iben Hedemann
Den 31-årige mand opholder sig på retspsykiatrisk afdeling i Aalborg.
Anklageren lægger op til, at en 31-årig mand skal idømmes psykiatrisk anbringelse, hvis retten finder ham skyldig.
En 31-årig mand, som i øjeblikket opholder sig på retspsykiatrisk afdeling i Aalborg, skal fredag for retten i Aalborg, hvor han blandt andet er tiltalt for en længere række af voldelige overfald og tyverier.
Et af de mere alvorlige punkter i anklageskriftet handler om et knivopgør i en lejlighed i Hobro 27. oktober 2020.
Her opholdt den 30-årige sig sammen med en bekendt. Ifølge politiets oplysninger på daværende tidspunkt var de to mænd formentlig påvirkede af alkohol eller narko, da de kom i skænderi, som kulminerede i, at den 31-årige nu er tiltalt for at have påført den anden mand flere snit- og stiklæsioner i halsen samt snitlæsioner i ansigtet, hårbunden og en skulder.
Offeret måtte efterfølgende indlægges på sygehus og opereres.
Slog pædagoger og personale
Den 31-årige er ligeledes tiltalt for vold og trusler mod to tjenestegørende pædagoger i Agersted, som han ifølge anklageskriftet truede med en flaske, ligesom han slog dem flere gange i hovedet med knytnæve. Det foregik i februar 2020.
Anklageskriftet omfatter også et voldeligt overfald på personalet på retspsykiatrisk afdeling i Aalborg. Det foregik ifølge sagens oplysninger i januar i år, hvor den 31-årige overfaldt to medarbejdere med knytnæveslag, ligesom han kastede en stol efter dem, som ramte den ene i hovedet.
Anklageren lægger i forbindelse med sagen op til, at den 31-årige skal idømmes psykiatrisk anbringelse, hvis retten ellers finder ham skyldig.
Det fremgår ikke af sagens oplysninger, hvordan den 31-årige mand selv forholder sig til anklagerne, som ud over de omtalte voldsepisoder også omfatter hærværk og nogle indbrud.