Stegt flæsk fik alt for meget: Beredskab tilkaldt til brand i ovn

Nordjyllands Beredskab måtte fredag aften rykke ud til en melding om en mindre brand i Aalborg. Det viste sig at være stegt flæsk, der var gået ild i.

Selvom flæsk gerne må være godt stegt, så er der alligevel en grænse. Det erfarede en ung kvinde i Aalborg fredag aften, da hun traditionen tro ville lave stegt flæsk med persillesovs til sine venner.

Det stegte flæsk blev tilberedt i ovnen, og pludselig gik der ild i flæsket. Derfor blev Nordjyllands Beredskab tilkaldt klokken 19.07.

- Da vi ankom var ilden blevet slukket, og der var ingen fare på færde. Vi var der i fem minutter, siger Bent Pedersen, der er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.

Kvindens hjem var ikke udstyret med en røgalarm, og aftenens episode fik beredskabet til at aflevere en til kvinden kvit og frit.

Da ilden kun brændte kortvarigt, er skaderne meget begrænsede. Alligevel skal kvinden formentlig en tur ud og investere i en ny ovn.

- Med de priser, der er på hvidevarer, tror jeg ikke, der er nogen, der vil bruge penge på at renovere den. Den er ikke meget værd nu, siger Bent Pedersen.

Aftenens menu endte i stedet med at bestå af pizza.


Seneste nyt

fra Nordjylland