Stor pibekoncert - AaB i remis med bundprop
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
18-årige Sebastian Otoa fik søndag debut.
AaB skuffede søndag på hjemmebane, da de spillede uafgjort med Lyngby.
Søndag eftermiddag var der bundbrag i 3F Superligaen, da AaB tog imod Lyngby på Aalborg Portland Park. De bolsjestribede formåede ikke at følge op på sidste uges sejr mod FC Midtjylland og måtte nøjes med et point.
Derfor er AaB fortsat at finde under nedrykningsstregen. Efter kampen talte TV2 Nord med en skuffet AaB-træner.
Video: - Vi er ikke gode nok. Jeg mangler kvalitet.
Også AaB-forsvareren Kristoffer Pallesen var meget skuffet efter kampen.
Video: - Jeg kan godt forstå fansene er skuffet
Kampreferat:
Dagens store samtaleemne blandt de 8600 tilskuere var, hvem der skulle erstatte viceanfører Mathias Ross, som for nyligt blev solgt til tyrkiske klub Galatasaray, i AaB’s midterforsvar. Det blev den rutinerede Kristoffer Pallesen, der normalvis plejer at spille højreback, som skulle lukke hullet efter Ross.
Trods en dårlig sæsonstart har AaB's defensiv set fornuftig ud i de første otte Superliga-kampe, hvor holdet kun har indkasseret 11 mål.
Sidste søndag holdt AaB FC Midtjylland fra fadet i store dele af kampen, men det skulle blive spændende at se, om Ross-løse AaB atter kunne holde modstanderne fra at score.
I kampens begyndelse så AaB bedst ud af de to hold. Det nordjyske hold fik dog ikke spillet sig frem til nogle nævneværdige chancer. Det var heller ikke en stor chance, som fyldte i kampens indledning. Det var derimod en AaB-keeper, som lå i græsset. Efter et sammenstød med Kristoffer Pallesen lå Josip Posavec og vred sig i græsset, og der gik flere minutter med behandling af målmanden, inden han atter var klar.
Dramatik kom der igen efter knap 30 minutter, da AaB's cheftræner Lars Friis måtte vifte bare 18-årige Sebastian Otoa over til sig. Det skete i kølvandet på, at den hollandske AaB-stopper Lars Kramer og Lyngby-spillerne Mathias Kristensen og Magnus Westergaard stødte sammen i en hovedstødsduel.
Kramer var så medtaget, at han ikke kunne fortsætte, og dermed var der debut til Sebastian Otoa.
Pibekoncert
Om det var grundet en helt ny forsvarskæde skal være usagt, men dybt inde i første halvlegs overtid bragte Lyngby sig foran 1-0.
Et indlæg fra Adam Sørensen sejlede helt over bagerst i feltet, og der stod højrebacken Kasper Jørgensen klar til at tage kuglen ned med brystet og derefter klappe bolden i kassen.
Scoringen betød, at AaB måtte gå til pause til lyden af utilfredse tilskuere, for der var nemlig dømt pibekoncert på Aalborg Portland Park.
Der skulle dog kun gå omkring et minut af anden halvleg, før pibekoncerten fra tilskuerne blev afløst af jubelbrøl. Allan Sousa opfangede en horribel dårlig aflevering fra Lyngby-målmand Mads Kikkenborg, og så kunne Sousa drible ind i feltet og sætte 1-1-udlingningen ind med et velplaceret fladt skud i det lange hjørne.
Scoringen er brasilianerens fjerde i sæsonen.
AaB var atter farlige efter 58 minutter, da Sousa sendte et indlæg ind i pandebrasken på Sebastian Otoa. Debutanten headede dog bolden et godt stykke over mål.
Lyngby var tættest på
Efter 60 minutters kom reaktionen så fra Lars Friis, da han lavede en dobbeltudskiftning. Ud gik Milan Makaric og Lucas Andersen, mens Younes Bakiz og Oliver Ross kom på banen.
Lucas Andersen fik efter udskiftningen is på knæet, og det kunne godt ligne, at han havde slået sig undervejs i kampen.
Efter omtrent 65 minutter var Lyngby atter på spil. Pludselig fik indskiftede Frederik Gytkjær en friløber, men alene med AaB’s målmand sparkede han på det skammeligste forbi mål.
Kort efter troede de 8600 tilskurere, at AaB var blevet tildelt et straffespark, men efter det såkaldte VAR-tjek blev det ændret til et frispark lige uden for straffesparksfeltet, hvilket ikke udmøntede sig i et mål.
I kampens overtid havde Lyngby-angriberen Mathias Kristensen muligheden for at afgøre kampen, da han fik en stor chance helt inde feltet.
Angriberen bragede dog bolden langt over mål og derfor blev kampens resultat 1-1.