Store Hvededag: Masterchef-vinder giver dig sin opskrift
Foto: Caspar Birk
Laura Sahl foretrækker sine hveder hjemmebagte - og ristede.
27-årige Laura Sahl fra Vester Hassing elsker at lave mad - og bage. Få hendes opskrift på varme hveder her.
Hun har over 10.000 følgere på Instagram, hun blev nummer to i TV3-programmet "MasterChef" i 2016 og vandt programmets juleudgave to år senere. Men det hele startede hjemme i mors og fars køkken.
- De gav mig lov til at eksperimentere, så jeg elskede at lave mad. I dag laver jeg madskole for skolebørn i Aalborg Kommune og oplever, at der er en del, der ikke har været med i køkkenet før, siger Laura Sahl.
Fredag er der Store Bededag og traditionen tro spises der varme hveder aftenen før. Også hjemme hos Laura Sahl og hendes mand.
Og naturligvis - fristes man til at skrive - bager MasterChef-vinderen sine egne hveder.
Laura Sahls hveder
12-punkts opskrift til 12 hveder
Ingredienser:
25 gram gær
2,5 dl sødmælk
50 gram sukker
1 tsk salt
2 tsk stødt kardemomme
2 æg
Ca. 600 gram hvedemel
75 gram blødt smør
1. Lun mælk i en lille gryde (cirka 40 grader).
2. Smuldr gær i din røreskål.
3. Hæld den lune mælk over, og rør rundt.
4. Tilsæt sukker, salt, kardemomme, æg, smør og halvdelen af melet.
5. Kør dejen på din røremaskine på middelhastighed i 5 min.
6. Skru ned på lav hastighed. Tilsæt melet lidt ad gangen. Dejen må ikke blive tør og fast! Den skal være blød og smidig - derfor er det ikke sikkert, at du skal bruge alt melet.
7. Lad dejen hvile i 15 minutter.
8. Del den til 12 lige store stykker.
9. Form 12 runde boller og læg dem på en bageplade, der er beklædt med bagepapir. De må gerne stå tæt sammen, så de vokser sammen.
10. Lad hvederne hæve i 60 minutter.
11. Bag dem på 185 grader varmluft i 15-20 minutter.
12. Lad hvederne køle af. Rist dem gerne på indersiden inden servering.
- Vi skal begge arbejde sent, så det bliver rart at komme hjem og hygge med nogle hveder, siger Laura Sahl, der også privat har "hveder i ovnen". Til september skal hun nemlig føde parrets første barn.
Se hvordan Laura Sahl bager sine egne hveder i indslaget her: