Strid i fængsel om cigaretter førte til brud på albue

En 24-årig mand er dømt for at have skubbet medindsat, som kvæstede sin arm.

En 24-årig mand er i går i retten blevet idømt tre måneders ubetinget fængsel for at skubbe en 29-årig mand omkuld, som ved faldet fik brud på sin albue.

Den 24-årige nægter sig skyldig.

Det oplyser anklager ved Nordjyllands Politi Sofie Stokholm.

De to mænd var tilbage i oktober 2020 indsat i fængslet Kragskovhede, og her var der ifølge Sofie Stokholm opstået en strid om nogle cigaretter.

Det resulterede i, at den 24-årige skubbede den 29-årige omkuld, så han landede med armen nede i et udendørs askebæger, hvorved han fik brud på armen.

Den forurettede forklarede i retten, at han skyldte den 24-årige nogle cigaretter, og han mente, at det lå til grund for, at han var blevet skubbet omkuld.

Den 24-årige forklarede derimod, at han ikke var uvenner med den 29-årige, og at han ikke havde skubbet ham ned i askebægeret, men først var kommet til stedet, efter den 29-årige var faldet.

Men retten valgte at dømme den 24-årige for at have skubbet den 29-årige.

Sofie Stokholm fortæller, at den 24-årige også var tiltalt for at have taget kvælertag på den 29-årige, men det blev han ikke dømt for.

Den 24-årige har udbedt sig betænkningstid med henblik på at anke dommen på de tre måneders ubetinget fængsel.


Seneste nyt

fra Nordjylland