Studerende udstiller gamle kager og en romkugle på kirkegård
Meningen er ikke at overskride folks grænser, men at få besøgende til at reflektere. Og så vil vi gerne bringe smilet frem, lyder forklaringen.
På Almen Kirkegård i Aalborg åbner i dag en kunstinstallation, som studerende på 2. semester på Art and Technologyuddannelsen på Aalborg Universitet står bag.
Udstillingen er centreret omkring kirkegårdens columbarium, som har været lukket nogen tid. Her stod tidligere urner med afdødes aske, og her kunne efterladte komme og sørge som ved et gravsted.
Det kan på nogen måske virke morbidt, at vi placerer kager i et rum med død og aske
Nu har de studerende placeret 160 gamle kager – sponsoreret af Føtex og Othellobageren i Aalborg - i de mange nicher, hvor urnerne stod.
- Det kan på nogen måske virke morbidt, at vi placerer kager i et rum med død og aske, men vi bruger kagerne som en metafor, og hver kage repræsenterer os som individer, siger studerende Louise Ørsted.
Nogle af kagerne indeholder en musikafspiller, og besøgende kan så lytte til forskellige optagelser af dagligdags begivenheder, eller forskellige liv.
På væggen kører en film med en romkugle, der drejer rundt, og mottoet for de studerendes udstilling er: ”The Rumball - The final destination of all cakes is the rumball”. Altså "Romkuglen, alle kagers endestation".
Romkugler er som bekendt lavet af gamle kager.
- Godt nok er vi på en kirkegård. Alligevel vil vi gerne bringe smilet lidt frem. Og når vi bliver begravet, bliver vi jo alle sammen til det samme, et sammensurium, siger studerende Vibeke Thorhauge Stephensen og Louise Ørsted supplerer:
- Så romkuglen repræsenterer helheden eller jorden.
Altså ender vi mennesker billedligt talt og ifølge de studerende som en del af en romkugle.
De studerende har arbejdet med temaet et halvt år.
De skulle fra begyndelsen udelukkende have udfoldet sig inde i Columbariet, men de ville gerne inddrage selve kirkegården. Det fik de lov til af kirkegårdsadministrationen.
Så udenfor har en gruppe studerende opstillet fire store lanterner eller skulpturer med hvide masker ophængt i fiskesnøre. Maskerne repræsenterer forskellige stadier af sorg.
Fra andre studerende har gruppen fået at vide, at maskerne nok vil virke skræmmende på nogle besøgende på kirkegården.
- Men vores mål er ikke at overskride nogens grænser. Vi gør det for at få folk til at reflektere over deres følelser, siger Ditte Rolle, der har været med til at lave lanternerne.
Kirkegårdsadministrationen har betinget sig, at lanternerne ikke står for tæt på gravsteder. Derudover er de studerendes kunstprojekt - også de gamle kager - forhåndsgodkendt.
De studerendes vejleder er forsker og Ph.d.studerende Jakob Borrits Sabra. Han erkender, at de studerendes projekt nok vil vække en del debat.
- De studerende er modige i den måde, de har grebet det an på. Det er nok ikke lige det, folk forventer, når de kommer på en kirkegård, siger han.
Udstillingen er åben i dag og i morgen fra kl. 15-23.
I aften i Nordjylland Live sender vi direkte fra Almen Kirkegård, hvor vi også får en kommentar fra Aalborg Kommunes stadsgartner, der er øverste administrative chef for kirkegårdene.
På vores Facebook-side kan du deltage i debatten.