LIGE NU:

Svensk landsholdsspiller til AaB

Midtbaneprofilen Oscar Hiljemark fortsætter karrieren i AaB.

AaB har i dag lavet aftale til sommeren 2023 med Oscar Hiljemark, der blandt andet har 27 A-landskampe for Sverige på sit CV.

Det skriver AaB på klubbens hjemmeside.

I den forgangne sæson spillede 28-årige Oscar Hiljemark for Dynamo Moskva, mens det tidligere i karrieren er blevet til flere end 200 førsteholdskampe for klubber som PSV Eindhoven, Genoa CFC, Palermo FC og Panathinaikos FC.

Inden han solgtes i 2013 blev det til 75 kampe og et svensk mesterskab hos IF Elfsborg. Også i tiden i Holland blev det til et nationalt mesterskab.

Landsholdskarrieren inkluderer deltagelse i både EM-slutrunden i 2016 og VM-slutrunden i 2018.

AaB’s sportschef Inge André Olsen glæder sig over tilgangen:

- Sidst i et transfervindue åbner der sig som regel nogle muligheder, der ikke umiddelbart vil være tilgængelige tidligere i vinduet, og det må vi sige, er tilfældet her med en topspiller som Oscar Hiljemark, der er en markant forstærkning af vores hold.

- Oscar er præcis, hvad vi har søgt efter og endda mere til. Han er en fantastisk boks til boks spiller, der mestrer de fleste facetter af fodboldspillet, og så kommer han med masser af erfaring fra allerhøjeste niveau, og vi ser frem til at se hans kompetencer udfolde sig i AaB-dragten, siger Inge André Olsen.

28-årige Oscar Hiljemark er spændt på sin nye udfordring:

- AaB har gang i et superspændende projekt, som jeg glæder mig til at være en del af.

- Mit indtryk af klubben er rigtigt godt, og AaB’s ambition om igen at vinde noget og deltage i Europa passer mig fortrinligt, for det vigtigste for mig har altid været at vinde, fastslår Oscar Hiljemark.

Oscar Hiljemark, der i AaB tilslutter sig landsmændene Jacob Rinne og Tim Prica, får trøje nummer syv.