Svensk målvogter solgt til tysk håndbold
Foto: Daniel Mikkelsen
Arkivfoto
Den 29-årige målvogter skifter fra sommer Aalborg Håndbold ud med Rhein Neckar Löwen.
Den svenske målvogter Andreas Palicka, der siden starten af 2015 har vogtet målet for Aalborg Håndbold sammen med Søren Wetsphal er blevet solgt til Rhein Neckar Löwen i tysk håndbold.
Handlen er blevet gjort officiel, men effektueres først fra 1. juli.
-Vi har fået vores økonomiske krav opfyldt af Rhein-Neckar Löwen, og skiftet passer samtidig med Palickas ønsker om at vende tilbage til tysk håndbold, siger direktør Jan Larsen, Aalborg Håndbold.
-Vi har været glade for at have Palicka i truppen, og vi ønsker ham held og lykke i sin nye klub. Vi har en meget dygtig målmand i Søren Westphal, og vi håber inden længe at kunne præsentere hans makker til den kommende sæson.
Palicka skiftede i sin tid fra THW Kiel til Aalborg, og nu er det altså igen Bundesligaen, der skal spilles i.
I Rhein Neckar Löwen er det den tidligere Aalborg-træner Nikolaj Jacobsen, der er træner.
Aalborg Håndbold kæmper i øjeblikket om avanchement i slutspillet, men gjorde det unødvendigt svært for sig selv, da holdet onsdag tabtet til GOG for første gang i 10 år.
-Jeg har været glad for min tid i Aalborg Håndbold og vil gøre alt for, at vi slutter sæsonen godt af, siger Andreas Palicka.